”Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser”.

Sådan sang Gasolin, og en dansk statsminister gentog det i sin nytårstale under en økonomisk krise.

Nu lever vi i en tid, hvor danske familier må skrue ned for varmen og særligt små og mellemstore virksomheder er truede, fordi udgifterne til energi er eksploderet med prisstigninger på titusinder af kroner til følge.

Derfor har jeg og Nye Borgerlige i lang tid sat fokus på energikrisen, og for flere uger siden bad vi både energiministeren og skatteministeren om at møde op i Folketinget til en forespørgselsdebat.

Presset har fået regeringen til at handle og i stedet indkalde alle Folketingets partier til forhandlinger i dag om de massive problemer, hvilket glæder mig.

Staten polstrer sig

Det behøvede slet ikke at være gået så galt, som det desværre er gået, hvor el- og varmeregningen er blevet yderst ubehagelig læsning, og hvor hele 44 procent af danskerne er bekymrede for, at de stigende energipriser kan ødelægge deres økonomi.

For når elpriserne stiger, sparer staten masser af penge, og her i 2022 skovler staten faktisk hele 2,7 milliarder kroner ind på den baggrund, fordi statens støtte til vindmøller og biogasanlæg følger prisen på gas og el.

Staten polstrer sig altså, mens energipriserne stiger, og danskerne fryser.

I Nye Borgerlige mener vi, at de penge bør bruges nu til at sænke afgifterne og dermed tage toppen af alle danskeres regninger for el, gas og olie.

Dårlig europarekord

For det belaster de danske familier og koster både velstand og arbejdspladser at beskatte energi så hårdt, som vi gør i Danmark, med nogle af de højeste energiafgifter i Europa.

Svaret fra regeringen og venstrefløjen har været forhandlinger om afgiftsfald i fremtiden samt udlodning af checks og varmepuljer til specifikke grupper.

I min og Nye Borgerliges optik er det ikke den optimale måde at gøre det på.

Vi mener, at man i stedet bør gribe fat om nældens rod og sænke afgifterne på energi markant og permanent nu, så alle danskere vil slippe billigere.

Derfor har vi i PLANEN for et mere borgerligt Danmark, som er vores økonomiske 2035-politik, finansieret at sænke elafgiften til EU’s minimum.

Det vil få udbuddet og efterspørgslen på energi til at stige, der vil komme mere gang i hjulene hos erhvervslivet, familierne vil få et bedre liv, og alle vil blive rigere, hvilket vi synes, er god, borgerlig politik.

Ingen korslagte arme

Desværre ser det ikke ud til, at regeringen er med på den løsning, men det betyder ikke, at vi melder os ud af kampen for lavere energipriser.

Vi sidder med ved forhandlingsbordet og kæmper for den bedst mulige løsning med tanke på det nuværende røde flertal i Folketinget.

Det er nødvendigt, for ellers kan det for alvor blive en kold tid, vi lever i, hvor alle går rundt og fryser.