Jeg er taknemlig for, at USA nedkæmper de terrorister, der truer vores sikkerhed. Som et lille land har vi ikke magt og ressourcer til at fjerne truslerne alene. Derfor er det altafgørende for Danmarks og danskernes sikkerhed, at vi er allierede med USA.
Der er mange, der i de forløbne dage har kritiseret USA’s likvidering af Al Quds-styrkernes leder Qassem Soleimani.
Kritikken har selvfølgelig været mest højlydt fra venstrefløjen, men også Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Det Radikale Venstres leder Morten Østergaard har udtrykt betænkelighed og kritik af amerikanernes nedslag på en af verdens værste massemordere og terrorister.
Malpaceret kritik af USA
Venstres Jakob Ellemann-Jensen benyttede endda lejligheden til at agitere for, at EU skal udvikle sin egen militære kapacitet, så man kan uafhængiggøre sig af USA, og for at Danmark skulle opgive sit forsvarsforbehold og tilslutte sig dette oprustede EU-militær.
Det er en helt forkert vej at gå. Danmark hører til i Nato. Det er der – sammen med amerikanerne – at vi kan forsvare vores land og vores sikkerhed. EU er ikke et alternativ.
Det er også en malplaceret kritik af USA i en situation, hvor vores Nato-partner gennem længere tid har skullet leve med angreb på sin ambassade i Baghdad og angreb på personale på baser i Irak. Angreb, som er foregår i Irak, udført af militser betalt og styret af Iran.
USA burde mødes med fuld opbakning fra alle sine allierede – ikke med kritik. Hvis det var de danske soldater i Irak, der blev angrebet, ville vi kunne forvente opbakning fra amerikanerne. De ville komme til hjælp. USA ville stille sin overlegne militære kapacitet til rådighed for at sikre vores soldaters sikkerhed.
For det er sådan allierede behandler hinanden.
Det burde danske politikere tænke på, inden de farer ud med hovedløs kritik af USA generelt og den amerikanske præsident specielt.
USA’s likvidering af Al Qud-leder var rigtig
Al Quds-styrkerne har i årtier virket som de iranske ayatollahers private, statsfinansierede terrornetværk. Et netværk, der har fangtråde ude ikke bare i Mellemøsten, men også i Europa – ja selv i Skandinavien opererer de på jagt efter modstandere af præstestyret blandt iranere i eksil.
I Danmark sidder på 12. måned således en iransk agent varetægtsfængslet med en terrorsigtelse på sig. Om han er tilknyttet Al Quds-styrken ved vi ikke, men hvis sagen følger det kendte mønster, så er han.
Al Quds-styrkerne, som USA likviderede lederen af med et Hell-fire missil forleden, udgør et spind, der er spundet i årtier og har umådeligt meget blod på samvittigheden.
Angrebet helt tilbage i 1983 i Beirut på de amerikanske marinesoldater, der var i Libanon for at skabe ro efter borgerkrigen, var premiere for Irans første proxy-terrorgruppe Hezbollah. 241 amerikanske soldater i den fredsbevarende styrke blev dræbt i to selvmordsangreb med lastbiler fyldt med sprængstof.
Med Qassem Soleimani til at trække i trådene og betale udgifterne angreb Hezbollahs terrorister i 1994 det jødiske kulturcenter i Buenos Aires. Angrebet kostede 85 mennesker livet og sårede hundredvis.
Truer Vesten og Israel
Det er blot to eksempler ud af mange, som alle peger på et iransk præstestyre, der aktivt støtter terror-grupper i flere lande og som aktivt bruger agenter til at forfølge og likvidere modstandere af styret.
Der er ikke nogen tvivl om, at præstestyret i Iran udgør en reel trussel, men ikke bare mod sunnimuslimer i nabolandene, som shiaerne traditionelt er i konflikt med, og mod de despotiske herskere i oliestaterne og i Saudi-Arabien. De konflikter hverken kan eller behøver vi at engagere os i.
Præstestyret er aggressivt overfor Vesten generelt, det støtter terror globalt og udgør en direkte og meget kontant trussel for Israel, som har to af Irans proxy-terrorbevægelser helt inde på kroppen. Islamic Jihad i Gaza og Hezbollah i det sydlige Libanon.
Irans ayatollaher, Hezbollah og Islamic Jihad har ét erklæret fælles mål: Staten Israels udslettelse.
At Qassem Soleimanis styrke kaldes Al Quds er derfor heller ingen tilfældighed. Al Quds betyder ’Den hellige’ og henviser til Jerusalem, jødernes hovedstad i Israel og målet for den islamiske revolution.