I dag skal Folketinget førstebehandle Nye Borgerliges beslutningsforslag om at begrænse offentlige ydelser til udlændinge.

Det burde være helt ukontroversielt at foreslå, at retten til offentlig overførselsindkomst for nytilkomne udlændinge med opholdstilladelse ophører efter tre måneders ophold i Danmark.

Men desværre tror jeg ikke, det er en ukontroversiel holdning at have i Folketinget. Derfor tror jeg desværre ikke, at vores forslag bliver vedtaget.

Folketinget imod befolkningen

Men det var det nok blevet, hvis man spurgte danskerne. For bare et halvt år siden stemte 71,1 pct. af danskerne nemlig på partier, der sagde, at de vil føre en stram udlændingepolitik.

I Nye Borgerlige leverer vi på det, vi lover vælgerne. Jeg håber – selvom jeg ikke tror på det – at et flertal af de andre partier vil følge det eksempel.

Finansministeriet har påvist, at offentlige udgifter til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i 2016 udgjorde 35 mia. kr.

En analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening viser, at en ud af tre af de ikke-vestlige indvandrere var i 2018 på offentlig forsørgelse. Til sammenligning var det kun omtrent en ud af seks danskere.

En stor del af udgiften til indvandrere og efterkommere skyldes offentlige ydelser, viser et svar til Finansudvalget.

Danskere skal ikke forsørge udlændinge

I Nye Borgerlige mener vi ikke, at danskernes penge skal bruges på at forsørge udlændinge. Det er ikke vildt at mene. Det er sund fornuft.

For i længden vil det undergrave vores velfærdssamfund og erodere fundamentet under det danske værdifællesskab.

Det kan ikke være meningen, at vi danskere skal bruge vores penge på at forsørge ikke-vestlige indvandrere i stedet for at kunne bruge pengene på at gøre noget for vores egne familier.

Danskerne skal ikke betale verdens næsthøjeste skat, for at indvandrere kan leve af offentlig forsørgelse år ud og år ind. Det er helt urimeligt over for de danskere, som gør deres pligt og forsørger sig selv, når de kan.

Lykkelig for vores nationale fællesskab

Jeg er lykkelig for, at vi lever i et land, hvor vi som danskere hjælper hinanden. Selvom vi ikke kender hinanden personligt, bekymrer vi os om hinanden på grund af vores nationale værdifællesskab.

Det skal vi kunne blive ved med, og derfor er vi nødt til at trække en streg i sandet. Det gør vi bl.a. med dette forslag.

Udlændinge skal klart og kontant have at vide, at de altså kun kan være i Danmark, hvis de forsørger sig selv.

Integration i det danske samfund bør være et personligt ansvar – og ikke en offentlig opgave.

Udlændinge bør, mens de bor og arbejder i Danmark, tegne en obligatorisk forsikring mod arbejdsløshed.

Det er ret og rimeligt. Og det er sund fornuft. I dag vil jeg argumentere for det fra talerstolen i folketingssalen.