29.01.2017 Den 22årige Lucas Hultgren, som indtil efteråret 2016 var formand for Dansk Folkepartis Ungdom, har meldt sig ind i Nye Borgerlige.

”Jeg har fundet et politisk ståsted, som passer bedre til mine holdninger. Nye Borgerlige er nationale og kæmper for en udlændingepolitik, der griber fat om nældens rod i stedet for de mange lappeløsninger, som alligevel ikke løser problemerne”, siger Lucas Hultgren.

Lucas Hultgren har været politisk aktiv siden han var 14 år. Han bor i dag i Århus og studerer statskundskab på Århus Universitet. Han har i dag meldt sig ud af DF.

”Jeg er borgerlig, og det er der ikke meget plads til at være i Dansk Folkeparti, som i dag er meget socialdemokratisk”, siger Lucas Hultgren.

Han valgte Nye Borgerlige til, fordi partiet har en stram og retfærdig udlændingepolitik sammen med en borgerlig økonomisk politik.

”Jeg mener, at staten fylder for meget, at skattetrykket er for højt og det offentlige forbrug skal holdes i ave. Det er synspunkter, som der ikke er mulighed for at komme frem med i Dansk Folkeparti, men som jeg finder opbakning til i Nye Borgerlige”, siger Lucas Hultgren.

Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, byder Lucas Hultgren velkommen.

”Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Lucas. Det er helt forståeligt, at man skifter, når der kommer et nyt parti, der ligger tættere på ens egne holdninger, end det, man kommer fra”, siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige blev stiftet af Pernille Vermund og Peter Seier Christensen netop med det for øje, at der manglede et parti for de mange danskere, som både ønsker en stram udlændingepolitik og en mindre offentlig sektor.

”Derfor glæder jeg mig hver gang et nyt medlem kommer til med den begrundelse”, siger Pernille Vermund.