At krænke et barn seksuelt er en overordentlig afskyelig forbrydelse. Desværre en forbrydelse, som alt for mange børn bliver udsat for, og desværre en forbrydelse, som takseres strafmæssigt på linje med cykeltyverier.

Det er også en forbrydelse, som nedprioriteres af politiets ledelse og først efterforskes, når der bliver et hul i kalenderen.

Det er en helt forkert prioritering. Det er helt uacceptabelt, at overgreb mod børn anbringes i samme skuffe på politistationen, hvor de lægger anmeldelser af cykeltyverier og indbrud i udhuse.

Krænkelser af børn er en meget alvorlig forbrydelse. De børn, det går ud over, bliver ofte mærket på livstid. Når man er barn, har man tillid voksne. Det skal man have, men når nogle voksne bryder den tillid og krænker barnet seksuelt og korporligt, går der noget i stykker i barnet, som er meget svært at reparere på.

Det er svært for barnet at tale om, og det svært for de voksne omkring barnet at forholde sig til det. De familier, der har oplevet det, sidder tilbage med et barn, der aldrig bliver helt det samme igen. Der følger ofte andre psykiske problemer med som angst, ufrivillig vandladning, mareridt, skoleproblemer, problemer med kammerater osv.

Men i retssystemet takseres en krænkelse af børn for det meste blot til en bødestraf, først ved egentlige forsøg og gennemførte voldtægter kommer krænkeren i fængsel.

Krænkerne skal straffes hårdt
De krænkede børn og deres forældre mødes altså af et system, der for det første ikke løfter meget mere end en lillefinger for at opklare forbrydelsen, og retssystemet udsteder efterfølgende bagatelagtige straffe, der bestyrker ofret og deres pårørende i, at det, de har været udsat for, er ikke noget, man behøver tage seriøst.

Slås I bare med alle følgevirkningerne selv. Kom over det. Glem det, er samfundets budskab til ofrene.

Det kan vi ikke lade fortsætte på denne måde.

Vi må som samfund stille os bag de forældre og pårørende, som får disse oplevelser ind på livet. De skal mærke, at vi står sammen om at beskytte børn mod overgreb og krænkelser:

  • Politikerne må stramme loven, så dommerne dømmer krænkerne hårdere. De skal i fængsel for deres forbrydelser og gerne i lang tid.
  • Politiets ledelse og politikerne skal have at vide, at der skal afsættes ressourcer til at efterforske overgreb mod børn. De sager skal ikke lægges i skuffen med cykeltyverierne.
  • Og de kommunale myndigheder skal være meget længere fremme i skoen og komme de familier til hjælp, som slås med eftervirkningerne alene.

Rikke Andersen
I Nye Borgerlige har vi et medlem, der hedder Rikke Louise Andersen.

Rikke har sat sig for, at være talerør for de mange forældre, som oplever, at hverken politi eller kommunale myndigheder tager dem alvorligt, når de anmelder overgreb mod deres børn.

Siden hun for et års tiden selv oplevede at hendes datter blev udsat for en krænker og den ligegyldighed, som hun blev mødt med fra myndighedernes side, har hun modtaget 100vis af henvendelser fra andre forældre, som har oplevet det samme.

Rikke valgte dengang at efterlyse gerningsmanden selv, fordi politiet intet foretog sig, og han blev da også fanget i en civil anholdelse og afleveret til politiet.

Det fik hun dom for. Det er forbudt som almindelig borger at offentliggøre billeder af mistænkte. Hun fik en bøde. Det fik krænkeren også. Rikkes bøde var bare dobbelt så stor, som den forbryderen fik.

I denne uge skete det igen.
En pige blev ifølge moderen og en butiksansat udsat for relativt grove seksuelle krænkelser i det lokale supermarked.

Moderen og den butiksansatte henvendte sig til politiet og anmeldte forbrydelsen, som var dokumenteret på et overvågningskamera.

Politiet svarede, at det ville man se på efter weekenden, for pigen var jo ikke i akut fare, og så havde man ikke ressourcer til at tage sig af en sådan sag.

Moderen var både chokeret og forarget, og fordi hun havde hørt om Rikkes oplevelser, ringede hun til Rikke og fortalte om politiets afvisning.

Rikke lagde historien ud på Facebook. Hun bragte ikke noget billede af manden og nævnte heller ikke hans navn. Hun anklagede derimod politiets ledelse for at negligere overgreb mod børn og lade forbryderen gå, selvom de vidste, hvem han var.

Jeg deler Rikkes forargelse over politiets og politikernes forkerte prioritering. Og jeg deler hendes opbakning til de familier, som føler afmagt, når deres børn gøres fortræd, og myndighederne gør ingenting.

Nu er Rikke kommet i modvind, fordi en masse mennesker fejlagtigt beskylder hende for at opfordre til selvtægt. Det skal hun nok stå igennem. Hun er stærk og viljefast.

Men de, der nu angriber Rikke, skal ikke få lov at stjæle billedet fra ofrene.

Det er børnene, der er ofre. Dem skal vi passe på – alle sammen.