Få nyt fra mig på mail

Du kan her læse min indledning til det pressemøde, vi holdt i går lørdag den 15. august i forbindelse med vores sommergruppemøde.


Vi skal ikke finde os i det. Det skal stoppes
Hvis ikke vi siger fra, så forsvinder det trygge og frie Danmark, som vi elsker og holder af.
Som dansker er det nedværdigende at blive ydmyget af muslimske indvandrere i ens eget land.
En familiefar i mit lokalområde fortalte mig sin egen historie om ydmygelsen.
Hans søn blev truet og afpresset af en flok indvandrerdrenge.
Sønnen havde holdt afpresningen skjult. Han var bange for at komme i klemme.
Men som situationen skærpede til overvandt han sin frygt og gik til sin far.
Faderen ville tage affære, beskytte sin familie, gå til politiet, have de skyldige fundet, dømt og straffet.
Men sådan gik det ikke.
For faderen vidste, at politiet ikke ville kunne beskytte hans søn mod den vold, der muligvis ventede, hvis indvandrerbanden fik nys om, at de var blevet anmeldt.
Som mand og som far kunne han ikke sikre sin familie.
Så han endte med at bøje af for afpresningen og betale.
10.000 kroner fik indvandrerbanden for at lade hans familie være i fred.
Han følte sig ydmyget. Han følte afmagt.
Han følte sig svigtet – svigtet af politikerne, der lader det fortsætte.
Svigtet af det demokrati og den retsstat, han respekterer, men som ikke respekterer ham.
I Sønderborg blev ydmygelses-volden filmet og landskendt, da en muslim tæskede og tvang en ung dansker til at krybe og kysse hans fødder på et offentligt toilet.
Det foregår hver dag i Danmark. De unge møder det i byen. Volden og truslerne fra muslimske indvandrere er blevet mere integreret i Danmark end indvandrerne selv.
Forældre er nervøse ved at lade deres teenagere færdes ude sent. Politiet ved det godt. Kommunernes SSP-medarbejdere ved det. Politikerne ved det. Men det bliver bare ved.
Det er hverdagsterror. Det er utåleligt.
Derfor indledte jeg med at sige:
Vi skal ikke finde os i det. Det skal stoppes.
Hvis vi ikke siger fra, så forsvinder det trygge og frie Danmark, som vi elsker og holder af.

Nye Borgerlige har siddet i Folketinget i et år.
Ikke med mange mandater. Med blot os fire, som sidder her i dag.
I et år har vi været stemmen for dem, der ingen stemme har. For dem, der lever med konsekvenserne af politikernes svigt, af myndighedernes svigt, at retsstatens svigt.
Vi siger tingene, som de er. Vi er ikke bange for at bryde tabuer. Vi siger, hvad vi mener, og vi gør, som vi siger.
Vi holder, hvad vi har lovet vælgerne.
Og når jeg ser tilbage på det år, der er gået, så er jeg tilfreds med vores indsats. Vi har gjort, hvad vi skulle, og vi har i hvert fald gjort alt, hvad vi kunne.
Vi har holdt Mette Frederiksen op på hendes løfter før og under valgkampen om, at hun ville løse udlændingepolitikken fra bunden.
I 2018 lovede hun blandt andet et asylstop. Hun lovede, at alle udlændinge ville blive sat i arbejde 37 timer om ugen, og hun lovede, at de kriminelle udlændinge skulle udvises i større omfang.
Den korte og præcise analyse af Mette Frederiksens løfter lyder: Hun har ikke leveret.
Tværtimod har hun føjet venstrefløjen og Radikale Venstre og lempet udlændingepolitikken. Blandt andet ved at sætte ydelserne op.
Vi fra Nye Borgerlige forsøgte at sætte et værn op mod løftebruddet.
Vi foreslog at bruge Grundlovens paragraf 42, som giver et mindretal i Folketinget mulighed for at kræve en vedtaget lov sendt til folkeafstemning, inden den træder i kraft.
Det blev saboteret af de blå partier.
Selv om de havde muligheden for at lade danskerne blive hørt. Selv om der helt åbenlyst er et flertal i befolkningen for at få løst udlændingepolitikken, valgte de at lade sagen fare. Kun DF bakkede op. Tak for det.
Sådan er Christiansborg, har vi lært. Politikerne vil helst bestemme så meget som muligt, og vil meget nødig lade danskerne blive hørt.

Vores mandater skal bruges til noget
Allerede før valget, da det stod klart, at vi ville ende i opposition, sagde jeg, at Nye Borgerlige ikke ville i Folketinget for at sidde i et hjørne med korslagte arme.
Vores mandater skal bruges til noget. Vi vil være med til at forhandle. Vi vil trække i vores retning, så godt vi kan – og på vores måde.
Jeg synes, vi er lykkedes med det – også med det er vi lykkedes.
Vi er gået konstruktivt til værks, og det er der blevet lagt mærke til i regeringen.
Ministrene har taget godt imod os. Vi er blevet lyttet til, og vi har leveret forslag, indspark og forhandlet grundigt og velforberedt om de sager, vi har siddet med i.
Jeg er både stolt af og glad for, at vi trods vores få mandater faktisk har fået indflydelse.
Danskerne gav os fire mandater at arbejde med i et blodrødt Folketing. Og de fleste kommentatorer spåede os ikke de store muligheder for indflydelse efter valget.
Men det seneste års arbejde i Folketinget bekræfter mig i, at politisk indflydelse ikke alene handler om antallet af mandater.
Danskerne har fået øjnene op for Nye Borgerlige og opdaget, at det faktisk er ret fornuftigt, det vi siger – og at den kamp, vi kæmper, er for alle danskere og for hele Danmark.
Siden januar har partiet fået 50 procent flere medlemmer, så vi i dag har rundet 9.000 medlemmer af Nye Borgerlige.
Vi er i kontakt med danskerne især gennem de sociale medier og vores egne digitale platforme. Og der lyttes og debatteres på livet løs.
Jeg så en opgørelse forleden, som viste, at Nye Borgerliges folketingsmedlemmer er nummer to, tre, fire og fem på listen over de danske politikere, der klarer sig bedst på Facebook. Kun statsminister Mette Frederiksen ligger højere som en suveræn nummer et.
Lars Boje Mathiesen alene har – målt på sine sidste ti opslag – fået større respons end Jakob Ellemann, Pernille Skipper, Søren Pape og Morten Østergaard – tilsammen.
Så det går godt for Nye Borgerlige.
Men den egentlige kamp er først lige begyndt. Det er danskerne og Danmark, det handler om.
Jeg er formand og fædrelandsordfører af en grund.
Vi skal redde Danmark.

Pension til Arne skal følges af skatterabat til Bjarne
Jeg har meddelt statsministeren, at Nye Borgerlige gerne vil bidrage positivt til at sikre mulighed for tidligere pension til de danskere på arbejdsmarkedet, der har arbejdet i 40 år eller mere.
Men når Arne går på pension – skal Bjarne belønnes for at give den en ekstra skalle.
Vi anerkender, at mange, der har været på arbejdsmarkedet i mange år, har svært ved at overkomme de sidste år. Kroppen er ved at være slidt, dog ikke så meget, at en førtidspension bliver bevilget.
Men hvis Arne skal have en ret til tidlig pension, så skal Bjarne, der fortsætter i endnu flere år, have en anerkendelse i form af nedsat skat.
Bjarne, der fortsætter med at møde ind hver dag, som han har gjort i 40 år eller mere, skal mærke, at vi andre sætter pris på hans indsats.
Og det skal han i samme omfang som Arne, der vælger den tidlige pension.
Derfor går vi til forhandlingerne med et krav om, at hvis vi skal bruge 3 milliarder kroner på tidlig pension til Arne, skal der også afsættes 3 milliarder til lavere skat til Bjarne, der arbejder videre.
Regeringen er optaget af retfærdighed. Det er vi også. Den går begge veje.
Retten til pension til Arne skal følges af skatterabat til Bjarne.
Det er både retfærdigt og godt for samfundet. Bjarne arbejder mere, bidrager til samfundsøkonomien og holder produktionen oppe i stedet for at vælge det tidlige otium.
Lavere skat er godt for den enkelte. Det er også godt for os andre, fordi alle arbejdstimer bidrager til velstanden og fremgangen i samfundet.
Men jeg har også sagt til statsministeren, at det er vigtigt for os, at når man laver en fin ordning for de raske ældre på arbejdsmarkedet, så må man anstændigvis også enten før eller samtidig sørge for, at de reelt nedslidte og syge danskere får en værdig behandling og en lettere adgang til enten en midlertidig eller en permanent førtidspension.
Det får de ikke i dag.
I dag piner man den sidste rest af arbejdsevne ud af syge og nedslidte ved at piske dem rundt i ressourceforløb, arbejdsprøvninger og hvad ved jeg på landets jobcentre. Nogle af de syge dør, før de kommer gennem pinslerne.
Nye Borgerlige stiller krav om, at de syge og nedslidte skal ud af jobcentrene. Det skal udelukkende være en lægefaglig vurdering, som afgør, om den syge og nedslidte skal have en førtidspension.
Kan vi få regeringen til at gå med til at finde værdige forhold for de syge og nedslidte og give en skatterabat til den arbejdende Bjarne, så hjælper vi gerne til at finde en ordning for Arne og de andre, der har været rigtig mange år på arbejdsmarkedet.

Socialt bedragere blandt udlændinge skal dømmes og udvises
Senere på denne måned begynder forhandlingerne om en ny aftale for politiets økonomi.
De forhandlinger prioriterer vi højt, og vi regner stærkt med at blive en del af aftalen.
Det skal handle meget om decentralisering. Vi skal have genåbnet lokale politistationer. Der skal være mere fokus på den borgernære kriminalitet. Vi skal have større tryghed ude i lokalsamfundene, og vi skal om nødvendigt uddanne flere politifolk.
Og så skal vi sikre en permanent og effektiv udrejsekontrol.
Coronaen gjorde sit indtog i begyndelsen af året og lukkede grænserne helt. Det har været ubehageligt, men én ting har været positivt.
Antallet af indbrud er faldet drastisk. Simpelthen fordi de udenlandske tyvebander ikke har kunnet komme ind og ud, har danskerne i langt større omfang fået lov til at beholde deres fladskærme, computere, ure, smykker, værktøj og kontanter.
Nu åbner grænserne igen, men vi skal for alt i verden ikke have tyvebanderne tilbage.
Derfor skal der indføres en permanent og effektiv udrejsekontrol, hvor politiet systematisk kan stoppe og kontrollere de biler, som de har erfaring for, kan indeholde tyvekoster.
I dag tøffer tyvebanderne lystigt afsted ud af landet med danskernes værdier – uden risiko for afsløring.
Det skal vi have sat en stopper for. Efterårets politiaftale SKAL indeholde en permanent og effektiv udrejsekontrol.
Som et særligt initiativ i forbindelse med politiaftalen bringer Nye Borgerlige et forslag til bordet om at bekæmpe socialt bedrageri og om at få udvist de udlændinge, der misbruger vores gæstfrihed og svindler sig til sociale ydelser.
Offentlige ydelser af næsten enhver art ligger i dag som et stort tag-selv-bord for udlændinge. Kommunerne orker og evner ikke at kontrollere, om der svindles. De har hverken kompetencerne eller ressourcerne til at afdække socialt bedrageri.
Det skal en specialenhed i politiet råde bod på.
En opgørelse fra nogle år siden anslår, at der uberettiget udbetales 7 – 12 milliarder kroner om året i alt til både danskere og udlændinge.
Et forsvindende lille beløb kommer tilbage igen. Næsten ingen sager efterforskes, og siden 2001 er kun én udlænding blevet udvist for socialt bedrageri.
Det skal der simpelthen gøres noget ved. Nye Borgerlige så helst, at alle udlændinge forsørgede sig selv, og at offentlig forsørgelse var reserveret danske statsborgere.
Men indtil der er flertal for den politik, må vi i det mindste forlange, at svindelen bekæmpes effektivt. Danskerne skal ikke være til grin for deres egne penge.

Få nyt fra mig på mail