Det er bedrøveligt, men desværre ikke uventet, at flere små og mellemstore virksomheder – og særligt restauranter – i disse måneder drejer nøglen om.
Virksomhederne kan ikke betale de lån tilbage, som mange var tvunget til at tage, da Mette Frederiksen helt ude af proportioner af flere omgange besluttede at tvangslukke deres forretninger under corona.
I Nye Borgerlige kæmpede vi for at beholde virksomhedernes ret til fuld erstatning.
Når staten tvangslukker erhverv, så skal staten – og ikke erhvervet – betale. Ellers bliver det for let at tørre regningen for de mange af på de få. Men det var vi ene om at mene.
Så retten til fuld erstatning blev afskaffet.
Var det lykkedes at beholde erstatningsretten for virksomhederne, så ville staten have båret omkostningerne for tvangsnedlukningen.
Det ville formentlig have sikret en mere proportional epidemihåndtering, danskerne havde kunne leve mere normale liv og virksomhederne ville have været på sikker grund.
I stedet måtte de mange små og mellemstore virksomheder, der blev tvangslukket, leve med midlertidige kompensationsordninger.
Ordninger, der for mange var – og stadig er – forbundet med store udgifter til løn, renter mv.
For Danmark er det et økonomisk tab, når danske virksomheder går konkurs.
For de selvstændige erhvervsdrivende er det deres livsværk, deres drømme og deres økonomi, der bryder sammen.
Og når forretninger lukker i de mindre byer, så er det med stor risiko for, at der ikke åbner en ny.
Det er barskt at være vidne til. For erhvervspolitik handler ikke kun om vækst, velstand og arbejdspladser.
Erhvervspolitik handler også om vores fælles kultur. En kultur bygget på tillid, virkelyst, ansvar, frihed og ikke mindst den private ejendomsret.
Vi skal værne om de værdier, der naturligt opstår, når frie mennesker handler med hinanden, udveksler idéer og har friheden til udøve deres virketrang, bruge deres fantasi, skabe nyt og finde på.
Det er vi i Danmark for dårlige til. Og det er desværre ikke kun på grund af coronahåndteringen.
Høje skatter og afgifter skaber toldmure mellem danskere, der handler med hinanden.
For at købe en times arbejdskraft skal du (før skat) tjene næsten fem gange så meget, som den, du handler med, får udbetalt, efter at vedkommende har betalt sin moms og skat.
Manglen på arbejdskraft svækker omsætningen og hæmme konkurrenceevnen for danske virksomheder.
Når den offentlige sektor optager en stadig større del af arbejdskraften i samfundet, så bliver der færre medarbejdere til rådighed for virksomhederne.
Og regeljunglen tynger virksomhederne i en grad, som er decideret skadelig for vores samfund.
Ifølge SMV-Danmark koster papirarbejde såsom indberetninger, afrapportering og kontakt til de offentlige myndigheder de små og mellemstore virksomheder op mod 16,5 mia kroner offentligt.
Det svarer til ca. 35.000 fuldtidsansatte hvert eneste år alene i små og mellemstore virksomheder…!
Det er absurd. Og med de mange nye love og regler, der konstant vedtages i Folketinget, så risikerer det meget let at blive værre, hvis ikke nogen sætter foden ned.
Vi kan ikke omgøre de dårlige beslutninger, som Mette Frederiksens regering tog under corona. Men vi kan sikre, at det fremover bliver lettere – og ikke sværere – at være selvstændig og drive virksomhed i Danmark.
Vores små og mellemstore virksomheder er som kanariefuglene i kulminerne. Når de begynder at falde, så bør vi tage det som en alvorlig advarsel.
Lad os rive toldmurene ned, rydde ud i regeljunglen og sikre en bedre balance mellem det offentlige og det private, så adgangen til arbejdskraft for danske virksomheder forbedres.
