17.08.16 Danske politikere må sætte forsvaret af Danmarks grænser over alle andre hensyn.
Selvom migrantstrømmen i år ikke er på niveau med sidste års katastrofe, så skal man ikke tro, at den hellige grav er velforvaret. Det er den ikke.
Tyrkiets islamiske diktator kan med et knips med fingeren sende en million migranter ind over EU’s grænser, hvis han finder det opportunt.
Hans handlinger siden kupforsøget viser, at han er skruppelløs.
EU har købt sig til et pusterum ved løbende at overføre milliarder af kroner til Erdogan. EU har også lovet at ophæve visumkravet for tyrkere, der vil til EU.
Erdogan truer nu dagligt med at opsige aftalen, samtidig med at han strammer sharia-grebet om sin egen befolkning.
Det går ikke godt. Det går slet ikke. Vi er nødt til at gøre noget selv, hvis vi vil sikre vores land mod de kræfter, der truer.
Helt forfærdeligt er det at høre på vores egen udenrigsminister Kristian Jensen, som så sent som i weekenden fastslog, at Tyrkiet skal optages i EU.
Det strider mod al fornuft og viser, at EU – og det er det system Kristian Jensen er et ekko af – er hunderædde for Erdogan og hellere vil ydmyge sig selv end at risikere, at Erdogan slipper migranterne løs igen.
EU er udsat for afpresning – og giver efter og betaler prisen. Men man ved, at en afpresser altid vil have mere, så længe offeret kan betale og lader sig true.
Vi er nået dertil, hvor en islamisk diktator indirekte kan true med at sende horder af potentielle terrorister og sharia-fikserede migranter ind over vores grænser, og vi kan intet stille op, fordi vores politikere nægter at gøre det rigtige og fornuftige.
Det skal vi ikke stå model til. Danmark skal ikke ofres på det alter af vage europæiske politikere, der har glemt, hvor de kommer fra og ikke længere kan se, hvad der er vigtigt og dyrebart for de borgere, de er valgt til at beskytte.
Danmark kan ikke ændre udviklingen i Tyrkiet eller afsætte Erdogan. Danmark kan ikke ændre på EU’s linje eller forlange, at Merkel tager skeen i den anden hånd.
Den indflydelse og magt har danske politikere fra dette lille land ikke.
Men danske politikere kan sikre danskernes tryghed og beskytte vores nationale værdifællesskab – det er deres pligt. Det er deres vigtigste opgave.
Derfor skal danske politikere sætte forsvaret af Danmarks grænser over alle andre hensyn.
Vi skal stoppe asylbehandling i Danmark
Vi skal kræve at udlændinge forsørger sig selv
Vi skal konsekvent udvise kriminelle udlændinge
Og vi skal en gang for alle slå fast, at integration er et personligt ansvar – ikke en offentlig opgave.
Hvis de andre EU-lande synes, det er en dårlig idé, så dem om det. Den må de tage med deres egne borgere.
Danske politikeres pligt er at passe på Danmark.
Pernille Vermund