Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Nye Borgerliges byrådsmedlem i Næstved Githa Nelander har min og partiets fulde opbakning, efter at en museumsdirektør har stævnet hende for ærekrænkelser.

Derfor spurgte jeg ved dagens spørgetime statsministeren, der også er formand for Socialdemokratiet, hvad hun tænker om, at Githa risikerer at skulle betale op mod 200.000 kroner i bøde eller få ét års fængselsstraf, fordi hun har gjort sin pligt som folkevalgt i en socialdemokratisk kommune.

For det er netop, hvad Githa gjorde, da hun modtog en række anonyme henvendelser fra borgere med anklager om dårligt arbejdsmiljø og økonomisk berigelse i forbindelse med ledelsen af Museum Sydøstdanmark.

Anklagerne kom i kølvandet på en række andre grove forhold på museet, og da Næstved Kommune medfinansierer stedet, henvendte Githa sig på et internt møde til kommunen for at få sagen undersøgt.

Sådan agerer en ansvarlig lokalpolitiker, der passer sit arbejde og kerer sig om, hvordan borgernes penge forvaltes. Det er helt forrykt, at kommunen er gået videre med de fortrolige oplysninger til museumsdirektøren, som nu vil have Githa straffet.

Selvom jeg fortalte statsministeren om den absurde sag, svarede hun mig, at hun ikke vil gå ind i den, da hun ikke kender den. Men det forhindrer mig ikke i at afsøge muligheden for lovændringer, for at kunne beskytte folkevalgte, der tager borgernes henvendelser seriøst.

Og hvis museumsdirektøren fastholder sin anklage mod Githa, og kommunen nægter at beskytte et byrådsmedlem, der gør sin pligt som folkevalgt, så sørger vi i Nye Borgerlige for, at Githa får dækket sine udgifter.

Githa og Nye Borgerliges andre dygtige, engagerede og hårdtarbejdende byråds- og regionsrådsmedlemmer fortjener en tak for at tage deres hverv alvorligt.

Kærlig hilsen

Pernille