16.03.2016: 700 flere i arbejde ud af 170.000 på kontanthjælp.

Det er prognosen for regeringens kontanthjælpsloft, som vedtages i Folketinget i morgen.

Eller sagt på en anden måde – for hver 200 på kontanthjælp kommer færre end 1 i beskæftigelse. Det skal sættes i forhold til, at 35.000 mennesker rammes af kontanthjælpsloftet og får forringet deres levevilkår.

I morgen vedtager politikerne på Christiansborg altså en både dyr og dårlig løsning, som straffer frem for at motivere.

Enhver med det lille kørekort i nationaløkonomi ved, at topskatten koster i tabt produktion næsten på niveau med, hvad den indbringer i statskassen. Det er derfor ganske tosset og urimeligt, at beskatte folk med 15 procent ekstra, når de tjener lidt over gennemsnittet.

Af god grund læner borgerlige politikere sig derfor i enighed op ad økonomernes beregninger, der viser, at en gulerod med lavere skat på den sidst tjente krone vil få veluddannede til at arbejde mere, tjene flere penge, betale mere i skat, forbruge mere og skabe nye arbejdspladser.

Og en logisk konklusion burde være, at når guleroden virker på ingeniør Birger, så virker den nok også på arbejdsløse lagerarbejder Bjarne.

Men den logik synes ikke at præge politikerne på Christiansborg. I bunden af lønskalaen vælger de altid at svinge pisken i stedet for at vifte med guleroden. Det er forkert og uhensigtsmæssigt. Erfaringerne viser, at lavere ydelser kun i ringe omfang får ledige danskere i job

Det er naturligvis fint nok for de 700, der nu kommer i arbejde i stedet for at være på offentlig forsørgelse. De får både mere til sig selv og begynder at bidrage i stedet for at trække på de offentlige kasser.

Men for de resterende 169.000 modtagere af kontanthjælp vil der kun være en negativ effekt. De 35.000, der rammes af loftet, vil få det ringere, og resten vil ikke komme tættere på selvforsørgelse. Nok snarere tværtimod.

Hvorfor gør man det så?

Gør statsborgerskab til en betingelse for offentlig forsørgelse

En stor del af forklaringen finder vi i indvandrernes belastning af de offentlige kasser. Hver tredje kontanthjælpsmodtager og mere end 80 procent af alle ægtepar på kontanthjælp, er udlændinge.

Men i stedet for at løse dette grundlæggende problem, så svinger man pisken over alle. Politikerne på Christiansborg behandler danske medborgere dårligere, fordi et massivt antal indvandrere ikke er på arbejdsmarkedet, men lever af overførselsindkomster.

Jeg og Nye Borgerlige foreslår derfor, at vi lader retten til offentlig forsørgelse betinge af et dansk statsborgerskab. Udlændinge må forsikre sig.

Det vil gøre udfordringen meget mindre – og til at håndtere. Det vil styrke det nationale værdifællesskab, og det vil fjerne en stor del af de problemer, vi har med indvandring fra især muslimske lande.

For det resterende antal kontanthjælpsmodtagere, danskerne, vil vi sætte satsen efter, hvad man skal bruge for at kunne leve et anstændigt liv. Og for at lette overgangen fra passiv forsørgelse til selvforsørgelse, vil vi lade folk uden for arbejdsmarkedet beholde kontanthjælpen, selvom de begynder at arbejde lidt og tjene deres egne penge.

Altså lade guleroden virke for dem på kanten af arbejdsmarkedet præcis på samme måde, som vi ønsker at bruge guleroden for de etablerede i den anden ende af skalaen.

Gør vi det, vil vi samtidig kunne afskaffe et utal af tåbelige ordninger med løntilskud, nyttejobs, ressourceforløb og hvad politikerne ellers har indført af ineffektive regler, der fastholder mennesker i det offentlige system, hvor vores naturlige drivkraft, der næres af følelsen ved at kunne klare sig selv, hæmmes.

Der er skabt et kæmpe apparat af regler, ordninger, kontrol og adfærdsregulering for at få bugt med det egentlige problem – indvandrere der er groet fast på overførselsindkomster.

Apparatet er umyndiggørende og nedværdigende for de mange danske medborgere, der midlertidigt står uden arbejde. Mennesker, som vi i stedet burde række en hånd ud til og give mulighed for at blive selvforsørgende og en produktiv og ydende del af fællesskabet.

Vi vil sænke pisken og række hånden frem.

Min vision om ‘Mindre Stat og Mere Menneske’ begynder dér. I bevidstheden om den styrke og kraft, som det danske folk besidder. Og i troen på, at det skaber værdi i tilværelsen at forsørge sig selv og sine nærmeste.

Både for Birger og for Bjarne.