Da Kristian Thulesen Dahl i sin tid begyndte at kissemisse med Mette Frederiksen, begyndte DF’s nedtur, og den er ikke slut endnu.

Den finger, DF rakte til Socialdemokratiet, blev til en hel arm og næsten hele kroppen, som Mette Frederiksen spiste sig igennem i et stort, politiske ædegilde.

For en måned siden serverede de to partiledere Søren Pape Poulsen og Jakob Ellemann-Jensen så sig selv som næste ret på Mette Frederiksens tallerken.

Hun tog grådigt for sig

Statsministeren kaldte de to ledere af den borgerlige opposition over til sig i Statsministeriet, hvor hun også indbød sine to røde venner Pia Olsen Dyhr fra SF og Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre.

Bag lukkede døre og nedrullede gardiner spandt hun Søren Pape og Jakob Ellemann-Jensen ind i sit net, og da weekenden var overstået, stillede hun dem op til fotografering, mens de én efter én gik frem på rad og underskrev en aftale om dels at hæve forsvarsbudgettet – hvilket er godt. Dels at afholde en folkeafstemning for at få danskerne til at opgive forsvarsforbeholdet – hvilket er skidt.

Som figuren på toppen af kransekagen fik Mette Frederiksen både Ellemann-Jensen og Pape til at skrive under på, at de røde partier ikke behøver at spare nogen steder for at betale regningen. Den kan de bare skubbe foran sig en 20 til 25 år og lade danskernes børn og børnebørn om at betale.

De to store dyr på savannen er spist

Hvor efterlader det ædegilde den borgerlige opposition? Oppe i luften og halvvejs nede i svælget på Mette Frederiksen. Hun spiser de to dyr, som skulle være de stolte borgerlige, herskere på savannen.

Og det er fuldstændig og aldeles deres egen skyld. De kunne bare have ladet være. Men duften i magtens korridorer trækker, så principperne ryger, rygraden visner og deres ædlere dele skrumper.

Helt kontant forærede Søren Pape og Jakob Ellemann 13,6 milliarder kroner om året, som venstrefløjen og Socialdemokratiet kan fråse med i de kommende år helt uden betingelser af nogen art. De mange milliarder skal bare trækkes på statens ’kassekredit’ – altså ved at optage lån.

De røde er gået i gang med at bruge løs

Her til morgen er SF’s formand Pia Olsen Dyhr så allerede i gang med at bruge løs. Hun mener – og det er måske meget sympatisk – at ældrechecken skal hæves. Hun vil også sætte SU’en op. Det er til gengæld ret dumt. Og så vil hun sende en større børnecheck til fortrinsvis uintegrerede indvandrerfamilier. Det er så helt tosset. 3 milliarder kroner vil hun bruge – af kassekreditten.

Den konservative Mette Abildgaard stiller sig op på tv til morgenkaffen og indrømmer blankt, at Det Konservative Folkeparti da rigtignok mener og har givet lovning på at slække budgetloven og frigive de mange milliarder, men det var ikke lige sådan, hun havde troet, pengene skulle bruges.

I guder, hvor naiv kan man være?

Socialdemokratiet og de røde partier har systematisk tømt kasserne og hævet skatterne, siden de fik magten i 2019. Nu har Venstre og Konservative fyldt kassen op igen med lånte penge. Selvfølgelig bruger de røde dem. Det er det venstrefløjen kan. Det er det eneste, de kan – bruge andre folks penge og stifte gæld.

Pengene skal tjenes, før de kan bruges

I Nye Borgerlige har vi valgt en anden vej end kassekreditten. I PLANEN for et mere borgerligt Danmark har  vi afsat penge til at løfte forsvarsbudgettet til 2 procent af BNP, som vi skylder vores allierede i NATO. Vi har også afsat penge til blandt andet at hæve ældrechecken til de pensionister, som har mindst og også til at lette en række skatter og afgifter.

Men i modsætning til de andre, så finansierer vi PLANEN ved at fjerne frås og overforbrug. Vi trækker ikke ekstra på kassekreditten, men holder os inden for beskedne 0,3% i underskud i 2035.

Hvad er budgetloven?