I dag havde vi set frem til, at statsminister Mette Frederiksen ville tone frem og give os en del af vores frihed tilbage. Grænserne skulle åbnes. Vi skulle igen kunne rejse ud, nyde vores frihed og lægge den del af corona-krisen bag os.

Sådan blev det ikke for mig, og heller ikke for alle andre danskere. De gule og røde områder af verden dominerer fortsat på Mette Frederiksens verdenskort. Vi skal blive hjemme, siger hun.

Men jeg vil ikke leve mit liv efter en socialdemokratisk målestok, hvor tillid måske er godt, men kontrol er meget bedre.
Jeg vil ikke bindes på min hånd, ej heller for min mund og slet ikke på min fod.

Kontrolfikseret venstrefløj

Det er jeg dog i mere eller mindre grad tvunget til, fordi danskerne har bragt en socialdemokratisk regering til magten støttet af en endnu mere kontrol-fikseret venstrefløj.

Forsigtighedsprincippet, som regeringen og venstrefløjen styrer efter, er i dag blevet drevet ud i det absurde, når vi danskere ikke kan få lov at tage på ferie i f.eks. Kroatien, som har en kurve for corona, der ligner den danske, og langt færre dødsfald.

Og de nære samfund og mindre byer i Danmark får heller ikke lov til at tage imod de turister, som giver dem brød på bordet og penge på bogen til betale regningerne med.

Lukkede grænser, lukkede livsværk

16 dage skal de vente. En ventetid, der betyder større tab af velstand, flere mistede arbejdspladser, et stigende antal konkurser og flere ulykkelige skæbner, hvor danskere mister deres livsværk.

Hvorfor? Fordi, når venstrefløjen bestemmer, så bliver kontrol vigtigere end frihed. Så bliver penge og økonomi underordnet. Når Socialdemokratiet og venstrefløjen får lov til at sidde med for meget magt, bliver vi alle fattigere og mindre frie.

Selvfølgelig skal vi opføre os ansvarligt. Selvfølgelig skal vi ikke sætte det over styr, som vi vandt ved at lukke Danmark ned. Det er jeg enig i.

Men dagens udmelding fra statsminister Mette Frederiksen er heller ikke ansvarlig.

Det er ikke ansvarligt at fastholde restriktioner på ud- og indrejse, som ikke er sagligt begrundet – blot fordi venstrefløjen vil have kontrol over vores liv og vores færden.

Det er uansvarligt at presse en irrationel beslutning ned over os alle sammen. Det koster os rigtig mange penge, og det koster os den frihed, som er så grundlæggende og helt central for et borgerligt menneske.

Sådan et menneske er jeg.

Kærlig hilsen og god pinse
Pernille Vermund