Varme i radiatoren på afbetaling. Det er det bedste tilbud Mette Frederiksen har til de mange danske familier, som i disse måneder får varme- og elregninger ind ad døren, som slår bunden ud af budgettet.
Det kunne vi høre i dag på et pressemøde.
Det er ikke godt nok. Det er ikke tilstrækkeligt, og det skubber større problemer foran os, som vil slå voldsomt tilbage, hvis det kommer til at stå alene.
Inflation og stigende priser skærer store lunser købekraft ud af familiernes budgetter i disse måneder.
Samtidig stiger statens overskud på finanserne, og venstrefløjen presser på for at øge det offentlige forbrug.
Det er uansvarligt.
Når danskerne må spænde livremmen ind, så skal politikerne gøre det samme, ellers hænger det ikke sammen længere.
Danskernes el-regninger skal være mindre.
Det kan de blive med det samme, hvis politikerne sætter afgifterne ned.
El-afgiften bør fjernes helt eller i det mindste sættes ned til EU’s minimum.
Regeringen har hidtil kun sænket afgiften med 4 øre. Det er nærmest latterligt.
På lidt længere sigt handler det om at levere mere energi, som er billig og stabil.
Kernekraft er en oplagt mulighed, og en mere intensiv efterforskning og udnyttelse af gasreserver i Nordsøen er en anden.
Jeg mener heller ikke, man kan afvise, at kraftværkerne må begynde at fyre mere med kul igen for at få priserne ned.
Så må den grønne omstilling sættes på pause til, der kommer styr på forsyningen af energi.
De små og mellemstore virksomheder kan Mette Frederiksen kun love større gæld og stigende renter.
Der er ellers mange håndtag, man kan skrue på for at lette byrderne for danske virksomheder.
Mulighed for i underskudsår at få udbetalt skat fra overskudsår ville kunne hjælpe mange i denne tid.
Det er blot ét eksempel.
Generelt må politikerne indse, at de i fremtiden skal bruge færre penge, og dem de bruger, skal de bruge mere ansvarligt.
Der er alt for meget frås i det offentlige, og det er der ikke råd til længere i den situation, landet befinder sig i.
Det er langt vigtigere, at danskerne nu får lov til at bestemme over flere af deres egne penge, end at politikerne på venstrefløjen får rådighed over endnu flere milliarder kroner, de sende ud i offentligt forbrug.
Hvis vi kunne få flertal for Nye Borgerliges politik, ville en almindelig dansk familie have 5.900 kroner om måneden mere til rådighed efter skat til at stå imod de stigende priser med.
Det kommer vi ikke igennem med her og nu. Det er jeg godt klar over. Men ikke desto mindre er det altafgørende, at når Mette Frederiksen skal udskiftes med en anden, så bliver det til en statsminister, der vil føre en vækstorienteret politik, der gør danskerne rigere.
Mette Frederiksens regering har på tre år nået at gøre ni ud af ti indkomstgrupper fattigere og har hævet skatter og afgifter mere end 40 gange.
Nu rammes danskerne så oveni af stigende inflation og energipriser, der stikker helt af.
Det er så galt, som noget kan være.
Lad os nu få det valg, så vi kan få Danmark på ret kurs igen.