24.06.2016. Et flertal i den britiske befolkning har meddelt, at den politiske union i Europa ikke skal være deres fremtid.
Et flertal har stemt for national suverænitet, folkenes selvbestemmelsesret og friheden til at være herrer i eget hus.
Jeg ville have gjort det samme, hvis jeg havde været brite.
Folketingets politikere skylder mig den stemme. De skylder mig en mulighed for at give til kende, at tiden er kommet til at kræve dansk selvbestemmelsesret tilbage.
En dansk regering kan ikke ignorere en udbredt og højlydt skepsis i befolkningen og samtidig kalde sig demokratisk.
Demokrati handler ikke kun om formelle regler og procedurer. Demokrati handler især om viljen til, at alle bliver hørt og deltager i processen.
Det demokratiske folkestyre fordrer, at folket er aktive deltagere. Derfor skal befolkningen høres. Og den skal høres NU.
Spørgsmålet er enkelt at stille. Skal Danmark melde sig ud af EU? Ja eller Nej.
De store partier vil ikke give befolkningen den mulighed. Ikke engang Dansk Folkeparti, som ellers er skeptiske over for meget af det, der kommer fra EU, vil lade folkets stemme blive hørt. Og Liberal Alliance siger et, men mener måske noget andet.
Jeg synes, det er for ringe. Hvad er de bange for? De er bange for vælgerne.
Men politikere, der er bange for deres egen befolkning, er ikke politikere. De er magtmennesker. For det er magten, de er bange for at miste. Befolkningens tillid tabte de, da de krøb i skjul.
Nye Borgerlige skal ikke være et parti af bange politikere. Vi skal være modige. Både til at sige hvad vi mener og til at gøre det rigtige og nødvendige. Magten betyder ikke noget. Ærligheden og viljen betyder alt.
Og i den kommende tid, skal vores egen statsminister død og pine leve op til de idealer og optræde ærligt og vise vilje. Der står så meget på spil.
Når han kommer til Bruxelles og mødes med de andre ledere i EU, bør han som det første gribe fat i skulderen på kommissionsformanden Jean-Claude Juncker og fortælle ham tre ting uden omsvøb:
- Du har truet med at tage hævn over briterne. Det kan du godt glemme alt om.
- Du skal end ikke overveje at gøre vejen ud af EU besværlig for briterne
- Du har én og kun én opgave. Sørg for at den britiske befolknings beslutning bliver gennemført med respekt for demokratiet.
Dernæst skal Lars Løkke Rasmussen gå over til kansler Merkel og præsident Hollande med et lige så direkte og ærligt budskab:
Vi skylder briterne og hinanden en aftale der:
- Sikrer briterne adgang til Det Indre Marked
- Forhindrer tekniske handelshindringer
- Inddrager UK i de sikkerhedspolitiske drøftelser i Europa
Når han har sagt det, så kan han godt tage hjem igen.
For selvfølgelig lytter de ikke til en dansk statsminister. De lyttede heller ikke til 60 millioner briter.
De hører kun sig selv, og de stirrer blindt på egne ikke-løsninger.
Jeg har ikke tillid til Juncker, Merkel og Hollande.
Danmark skal ud. Vi skal have magten over vores egen tilværelse tilbage.