Vi står her i dag, fordi hr. Lars Løkke Rasmussen svigtede danskerne.

Venstreregeringen under hr. Lars Løkke Rasmussens ledelse sad på hænderne, da 10.000vis af migranter uhindret strømmede ind over Danmarks grænser i 2015 og 2016.

Sammen med DF, som netop havde vundet 37 mandater ved folketingsvalget i 2015, valgte Hr. Lars Løkke Rasmussen at lade danskerne betale prisen, i stedet for at gøre det rigtige og fornuftige:

Stoppe migranterne, lukke grænsen og afskaffe retten til at søge spontan asyl i Danmark.

Det var på grund af det svigt af danskerne, at hr. Peter Seier Christensen og jeg stiftede Nye Borgerlige.

Vi fik i årene efter lappeløsning på lappeløsning, men aldrig, aldrig tog hr. Lars Løkke Rasmussen ansvar for at løse udlændingepolitikken fra bunden.

I dag peger hr. Lars Løkke Rasmussen på fru Inger Støjberg og siger UD.

Selv mener hr. Lars Løkke Rasmussen, at han er helt uden skyld.

I mine øjne er der langt mere alvorlige svigt at klandre den tidligere statsminister for end det, den tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg er dømt for.

Men nu har Rigsretten talt. Fru Inger Støjberg er kendt skyldig og er idømt en straf på to måneders ubetinget fængsel.

Fru Inger Støjberg og hendes ministeriums forvaltning af reglerne var lovstridige. Det skal man anerkende. Det gør jeg og mine kollegaer i Nye Borgerlige.

Og vi beklager det. Det er ikke i orden – så langt fra i orden – at ministre og deres embedsapparat ikke følger de love og regler, som vi har fastlagt her i Folketinget.

Det skal de – altid.

Jeg må samtidig erkende, at jeg tog fejl. Jeg har fulgt sagen tæt i flere år, og jeg var ret overbevist om, at fru Inger Støjberg ville være blevet frikendt.

For det første, som fru Inger Støjberg selv har fastholdt gennem hele forløbet, fordi hun aldrig gav nogen en ordre om at gøre noget ulovligt, men tværtimod underskrev et notat om det modsatte.

For det andet, at hvis retten ville tillægge pressemeddelelsen vægt som en instruks, så var den ulempe, som instruksen medførte for migranterne, så ubetydelig og kortvarig, at sagen ville falde for en bagatelgrænse.

I forhold til begge mine formodninger dømte Rigsretten anderledes.

Ministernotatet er juridisk uden betydning. Og en bagatelgrænse for, hvad man kan dømmes for i en Rigsret, eksisterer ikke. Det er højesteretsdommere, der er kommet frem til de konklusioner. Jeg er arkitekt.

Så selvfølgelig er det dommerne, der har ret, når det kommer til jura, og det er mig, der tog fejl.

 

I dag har vi i Folketinget et efterspil.

Vi bliver bedt om at tage stilling til, om fru Inger Støjberg fortsat er værdig til at sidde i Folketinget.

Det mener jeg, hun er.

Men jeg anerkender, at andre vil se anderledes på det og nå frem til en anden konklusion.

Der er ingen facitliste, vi kan holde os til. Der er ingen objektive kriterier, som sætter skellet. Det er og bliver en personlig og dermed subjektiv vurdering.

Min egen stillingtagen bygger jeg på især tre forhold.

For det første har vælgerne allerede fortalt os, at de støtter fru Inger Støjberg.

Godt 28.000 danskere stemte på fru Inger Støjberg ved folketingsvalget i 2019. Altså på et tidspunkt, hvor sagen var godt belyst af både Ombudsmanden og gennem en langvarig offentlig debat.

I vælgernes øjne er fru Inger Støjberg værdig. Det bør Folketinget ikke sætte sig til dommer over.

For det andet er det en gammel sag. Der gået fem år, og fru Inger Støjberg har i tiden siden optrådt både værdigt, arbejdsomt og målrettet i sit politiske virke til gavn for Danmark.

For det tredje tæller det i min bog, at fru Inger Støjberg hverken har beriget sig selv eller skadet andre i forløbet. Nok snarere tværtimod.

Fru Inger Støjberg har ikke misbrugt offentlige midler eller stukket skatteydernes penge i egen lomme. Der er heller ingen ofre for lovbruddet. Nogle unge mennesker har boet hver for sig i en periode, selvom i hvert fald den ene – manden – ønskede det anderledes. Det tager man ikke skade af.

Til gengæld var der nogle unge piger, som slap for måske ufrivilligt i et stykke tid at fortsætte et muslimsk tvangsægteskab med hvad deraf følger af ydmygelse og seksuelt misbrug.

Måske fik pigerne et frikvarter fra islam. Det kan man godt unde dem.

Jeg og Nye Borgerlige vil derfor opfordre til, at Folketingets medlemmer overlader det til vælgerne – i stedet for at gøre sig selv til moralske dommere ovenpå de juridiske dommeres afgørelse i Rigsretten.

For når det juridiske ansvar er blevet placeret hos fru Inger Støjberg, bør vi også placere et politisk ansvar det rigtige sted.

Et politisk ansvar for, at det i det hele taget kunne komme så vidt, at loven blev brudt.

De politikere, der i årtier har nægtet at løse udlændingepolitikken fra bunden, har ansvaret.

I perioden fra 2015 – 2019 var det ansvar placeret hos Hr. Lars Løkke Rasmussen, som var statsminister og hos Hr. Kristian Thulesen Dahl fra DF, som sad med 37 mandater og afgørende indflydelse på, om regeringen skulle stå eller falde.

Det var de to, der i 2015, da migrantstrømmene væltede op igennem Europa, besluttede sig for at lukke dem ind i Danmark. De kunne have valgt at stoppe dem og sende dem tilbage for at blive registreret i Tyskland.

Men Hr. Lars Løkke Rasmussen ville hellere være gode venner med Angela Merkel end passe på Danmark.

Så selvom daværende justitsminister Søren Pind havde indkøbt pigtråd til at rulle ud og beskytte den danske grænse, så åbnede Hr. Lars Løkke Rasmussen den på vid gab.

Pigtråden fik lov til at blive liggende på Flyvestation Skrydstrup, hvor det meste af den, efter hvad jeg hører, stadigvæk ligger.

Så kom migranterne og iblandt dem barnebrudene.

Forargelsen i Folketinget var stor. Pres fra både Socialdemokratiet og fra Det Radikale Venstre for at gribe ind.

Fru Inger Støjberg greb ind, men på den forkerte måde. Lappeløsningerne i stedet for reelle løsninger.

Vi kender fra samme periode rigtig meget af det samme. Smykkeloven, teltlejrene, afskrækkelsesannoncerne i de arabiske aviser, den umulige ’øde ø’ på Lindholm osv.

Et helt katalog af lappeløsninger blev der udarbejdet i et samarbejde mellem DF og Venstre.

Hvad skulle fru Inger Støjberg da have gjort?

I stedet for at presse en halv løsning igennem i form af en pressemeddelelse til den ene side og et ministernotat til den anden, burde fru Inger Støjberg have grebet fat om nældens rod, gået over til sin statsminister og sagt:

”Kære Lars, nu går den ikke længere. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 bliver af domstolen i Strasbourg fortolket på en måde, så den beskytter tvangsægteskaber frem for deres ofre – barnebrudene. Vi er nødt til at ændre dansk lovgivning, så dansk lov står over fortolkningerne, eller alternativt lade mændene beholde deres barnebrude.

Hvad vælger du? Hvis du vælger konventionen frem for pigerne, så bliver det uden mig.”

Det ville jeg selv have gjort.

Fru Inger Støjberg gjorde det ikke. Hr. Kristian Thulesen Dahl gjorde det heller ikke. Og hr. Lars Løkke Rasmussen lader helt frem til i dag som om, han overhovedet ikke havde opdaget, hvilket dilemma dansk udlændingepolitik befandt og stadig befinder sig i.

Ansvarsfrit svæver vores tidligere statsminister rundt og nyder befrielsens øjeblik og håber på sin egen genkomst.

Men det er sagens kerne. Det var derfor, det gik galt.

Og det er her, det begynder at handle om danske værdier. Ikke før.

Vil Folketingets partier efter denne omgang med Rigsretssag fortsætte med at betragte konventionerne som hellige tavler?

Eller kan vi endelig begynde en fordomsfri debat om, hvordan vi løser udlændingepolitikken fra bunden.

Det behøver ikke blive et dramatisk opgør. Det kræver kun politisk mod og politisk vilje.

Mindre ændringer og tilpasninger i forhold til konventionerne vil kunne sætte Folketinget i stand til at opfylde danskernes rimelige forventning til, at i Danmark tillader vi ikke mellemøstlig undertrykkelse og udnyttelse af piger – vi vil ikke have barnebrude i Danmark.

Med de ord skal jeg meddele, at Nye Borgerlige ikke støtter forslaget om at kende fru Inger Støjberg uværdig.