Pernille Vermunds ordførertale. Åbningsdebatten 3. oktober 2019

Pernille Vermunds ordførertale
Åbningsdebatten 3. oktober 2019
(Det talte ord gælder)

Så står jeg her.
Nyvalgt til folketinget. Formand for et helt nyt parti. Sat herind af danskere, som har vist mig tillid, og som forventer, at jeg løfter mit ansvar som folkevalgt – valgt af folket.
Kære kolleger. Mange af jer kender mig ikke så godt. Og I kender ikke Nye Borgerlige så godt.

Det kommer I til. I dag vil jeg fortælle jer lidt om, hvem vi er, hvad vi står for, hvad der er vigtigt for os, og hvad vi vil kæmpe for at nå.

I udvalgsværelserne og forhåbentligt også i forhandlingslokalerne vil I møde mig – eller et af vores tre andre folketingsmedlemmer – og I vil opleve, at vi måske ikke er som jer andre, men vi er reelle og konstruktive.
For selvom danskerne har sammensat et Folketing med et massivt rødt flertal – og det som borgerlig derfor kan se sort ud for de kommende års udvikling af vores dejlige land – så har vi ikke tænkt os at sætte os over i et hjørne med korslagte arme.

Vi er ikke med på den værste. Men vi er i den grad med på den bedste. At få løst udlændingepolitikken fra bunden er for os i Nye Borgerlige den allervigtigste opgave. Hvis ikke vi gør det, så kan alt andet sådan set være lige meget, for så forsvinder det Danmark, som vi kender og holder af. I stedet for at fortsætte med flere lappeløsninger, så insisterer vi på at gribe fat om nældens rod.

Der er tre beslutninger, vi som lovgivere er nødt til at tage:
• Vi skal have sat stop for adgangen til at søge spontan asyl i Danmark
• Vi skal have sikret os, at alle udlændinge forsørger sig selv
• Og så skal vi have lovgivet, så kriminelle udlændinge udvises konsekvent og efter første dom

Med De radikale tæt på rorpinden i dansk politik og med Enhedslisten og SF på bagsmækken, så bliver det ikke den letteste opgave i dette Folketing.
Men Nye Borgerlige er stiftet, fordi politikerne på begge sider af den politiske midte i alt for mange år har nægtet at gøre det rigtige og det nødvendige.
Og vi kommer ikke til at ændre vores mission, fordi Folketinget er blevet rødt, eller fordi Radikale Venstre gik frem ved valget.

I kommer til at kende os som det parti, der siger, hvad vi vil gøre og gør som vi siger. Det forlanger vi af os selv. Det har vi lovet vores vælgere. Her på Christiansborg kalder I det ’ultimative krav’. Det gør jeg ikke. Jeg kalder det at holde ord. Og der er en vej frem. Erkendelsen af, at asylsystemet er dysfunktionelt, og at udlændingepolitikken har gjort og fortsat gør alvorlig skade på vores samfund og tillidsbaserede folkestyre, breder sig.
Erkendelsen har også ramt Socialdemokratiet.

Jeg blev glad, da statsministeren i sin åbningstale gentog, at hun vil sætte sig i spidsen for et nyt asylsystem, der afskaffer muligheden for at søge spontan asyl i Danmark.
Det er et første og helt nødvendigt skridt, når vi skal redde vores folkelige nationale fællesskab.

Det burde have været gennemført for længst af venstreregeringen eller af VLAK-regeringen. Men erkendelsen nåede jo aldrig frem til hr. Lars Løkke Rasmussen i hans tid. Nu er hr. Lars Løkke Rasmussen fortid, og Jeg håber, at hr. Jakob Ellemann-Jensen som ny formand for Venstre ikke arver skyklapperne, men også vil presse på for at holde den socialdemokratiske regering fast på, at som et første skridt skal vi have stoppet for spontan asyl.

Vi behøver ikke EU’s godkendelse. Vores udlændingepolitik er beskyttet af vores forbehold i EU-traktaten. Vi behøver ikke forlade FN’s konventioner for at indføre et asylstop. Det har Integrationsministeriet og den tidligere integrationsminister fr. Inger Støjberg forklaret flere gange.

Så et stop for spontan asyl i Danmark og et større dansk engagement konflikternes nærområder kan klares i Folketinget med nogle simple lovændringer. Det er såmænd bare om at komme i gang.
Da jeg sad og lyttede til fru Mette Frederiksens tale i tirsdags, var der flere afsnit, hvor jeg tænkte, at det kunne jeg selv have sagt.

Nu er jeg ikke socialdemokrat, og jeg bliver det aldrig. En større offentlig sektor på bekostning af privat initiativ er ikke min vej. Flere afgifter og højere skatter er gift for vækst og for danskernes velstand.
Og højere ydelser til migranter på integrationsydelse, som regeringen har lanceret som sit første initiativ vil jeg modarbejde med alt, hvad jeg har, og håber at hele oppositionen vil bakke op, når vi, hvis loven om højere ydelser vedtages, aktiverer Grundlovens paragraf 42.

Men Mette Frederiksen har planer om ’nærhedsreform’, fortalte hun. Det er et godt ord. Og jeg kunne høre, at der lå nogle gode iagttagelser bag. Erkendelsen af, at velfærdsstaten er blevet for centralistisk, at der i den offentlige sektor udføres for meget ’pseudoarbejde’, at flere penge ikke nødvendigvis ændrer noget, at tilliden er under pres samt andre gode iagttagelse af samme karakter, hørte vi i statsministerens tale.

I Nye Borgerlige har vi fra vores spæde begyndelse for fire år siden sagt og skrevet meget om, at politikerne bestemmer for meget. Statsministeren siger det samme om den nærhedsreform, hun gerne vil gennemføre: ”Vi skal ikke lovgive forfra. Vi skal give slip” Det kan jeg og Nye Borgerlige erklære os 100 procent enige i.

Politikerne skal bestemme mindre og danskerne skal bestemme meget mere selv – også over flere af deres egne penge. For de to ting – pengene og magten – hænger sammen. Når politikerne skal lovgive mindre, opstille færre regler, vise større tillid til de offentligt ansatte og til danskerne, så må ansvaret nødvendigvis følge med. Ansvaret for ens eget arbejde, ansvaret for ens egen tid, ansvaret for ens egne penge.

Og det er nok her, at vi som et nyt borgerligt parti kan bringe flere erkendelser ind til bordet, når ’nærhedsreformen’ skal omsættes fra et talepapir til handling.

Den centralisering, som velfærdsstaten har gennemgået under både venstreledede og socialdemokratisk ledede regeringer i de seneste 20 – 30 år har medført en umyndiggørelse og en klientgørelse af danskerne. Staten har overtaget ansvaret fra danskerne, pakket systemet ind i stadigt flere love og gjort reglerne mere og mere komplicerede.

Hvorfor er det kommet så vidt? Fordi politikerne hidtil kun har haft ét svar på problemerne: Vi laver en ny lov eller en ny regel. Sådan har livet som politiker været i alt for mange år. Og for hver ny lov, for hver ny regel, er danskernes magt over deres eget liv blevet lidt mindre – og politikernes magt lidt større.

Ansvaret og magten er flyttet fra de danske familier ind på kommunekontorerne, ind på Christiansborg og i alt for stort omfang sendt videre til Bruxelles. Jeg og Nye Borgerlige vil gerne lægge vores energi i at åbne nye rum i den politiske værktøjskasse. Rum med værktøjer, der kan bruges til at afvikle love, gøre reglerne mere enkle og netop lære politikerne ’at give slip’.

For danskerne kan godt selv. De allerfleste kan og vil gerne have større magt over deres egen tilværelse, flere valgmuligheder, større frihed – også over flere af deres egne penge.
Så kære statsminister.

Jeg kunne lide, hvad jeg hørte i den del af din tale.  Konkret vil jeg foreslå regeringen at begynde med at nedlægge de kommunale jobcentre.  Jobcentrene har udviklet sig til et stjerneeksempel på pseudoarbejde og klientgørelse.
Jobcentrene skaffer kun ganske få i job, mens de pisker syge og nedslidte rundt i et system, der kun gør de syge sygere og de nedslidte mere uarbejdsdygtige. Syge og nedslidte skal behandles værdigt.

Det bør derfor udelukkende være en uafhængig, lægefaglig vurdering, der lægges til grund for, om man skal have sin førtidspension – eventuelt en midlertidig førtidspension, hvis der er håb om forbedring.
Regeltyranniet i jobcentrene beskæftiger i dag cirka 9.000 mennesker. 9.000 mennesker som ville kunne frigives til gode produktive jobs i den private sektor, hvor der er brug for mere arbejdskraft.

I jobcentrene bruges hvert år 4 milliarder kroner alene på administration.  Penge, der kunne sendes retur til danskerne som et synligt bevis på, at politikerne har taget skeen i den anden hånd og vælger at give ansvaret tilbage til borgerne og selvfølgelig lader pengene følge med.

At kunne bidrage til at vende udviklingen og bevæge Danmark i retning af mindre stat og mere menneske ville gøre mig stolt. Det er sammen med udlændingepolitikken hjertekulen i Nye Borgerlige.

Min afsluttende opfordring til statsministeren og til alle jer mine nye kolleger skal være: I alt, hvad vi gør, skal vi gøre det fuldt og helt – ikke stykkevist og delt.

For friheden og for fædrelandet.