Nu har EU-kommissionen præsenteret deres udspil oven på Corona-krisen. En genopretningsfond på 750 milliarder Euro – 5.600 milliarder kroner – skal få de europæiske økonomier på fode igen. Men Danmark skal ikke forære utallige milliarder til Sydeuropa.
Af de 5.600 milliarder skal 2/3 gives som tilskud, dvs landene skal ikke betale pengene tilbage. I praksis vil det blive en overførsel af penge fra Nordeuropa, herunder Danmark, til Sydeuropa. Særligt Italien og Spanien kan forvente massiv støtte.
Fond giver mere magt til EU
Det er aldrig sket før i EU’s historie, at landene optager lån i fællesskab og overfører pengene til udvalgte lande. Jeg har tidligere forudsagt, at EU vil benytte Coronakrisen til at styrke EU, og dette er netop det.
Det er et uhørt skridt, som bryder med al tradition hidtil: at landene har ansvaret for deres egen økonomi. Hvis de låner penge, skal de naturligvis også betale dem tilbage.
Det har aldrig tidligere været muligt at gennemføre pengeoverførsler mellem landene på denne måde, men med brug af Coronakrisen kan denne barriere nedbrydes.
Og er det først sket en gang, danner det præcedens og vil være nemmere at gøre igen. Derfor er det et helt afgørende, hvis det sker. EU vil være noget ganske andet, end det var før.
Støtte til uansvarlige lande
Italien alene kan se frem til direkte økonomisk støtte på 81 milliarder Euro. Ikke et lån, men et tilskud. Alene størrelsen på det vanvittige beløb vidner om, at de økonomiske problemer i Sydeuropa stikker dybere end Corona-krisen.
For imens de nordeuropæiske lande har gjort en dyd ud af at vedtage ansvarlige budgetter, er det en anden historie med Italien og Spanien. De har stadig nogle af Europas laveste pensionsaldre, de mest ufleksible arbejdsmarkeder, lav produktivitet og ikke mindst høj korruption.
Sådan var det før finanskrisen i 2008, og sådan er det stadig i dag.
Den regning skal Danmark ikke samle op. Vi kan ikke tillade os at indskrive vores børn og børnebørn til at finansiere Sydeuropas fremtidige overforbrug.
Mette F. skal stå fast over for EU
Men EU-kommissionen, Emmanuel Macron og Angela Merkel vil det anderledes. De eurofile politikere vil hellere lænke alle kommende generationer til en planøkonomisk galej, end at de vil se den sydeuropæiske opbakning til EU smuldre.
Mette Frederiksen holder indtil videre også på, at EU ikke skal give tilskud. Meget afhænger derfor af, om hun kan stå fast over for sine venner i EU og sætte Danmark først.
Jeg håber, hun vil huske, at hun af Folketinget blev betroet et meget stramt forhandlingsmandat, der netop skal begrænse, hvor meget Danmark skal forpligte sig til at betale.
Jeg har én besked til hende, når hun på Danmarks vegne skal forhandle om fonden: I politik er der en tid til at give efter, og en tid til at stå fast. Nu er tiden til det sidste.
Peter Seier Christensen
EU-ordfører