06.04.2020 Højere ydelser til indvandrere? – De må have spist søm.

Det var min første tanke, da jeg så forslaget fra venstrefløjen om at ophæve 225 timers-reglen for kontanthjælpsmodtagere. Sømspiseriet har siden spredt sig fra venstrefløjen til Venstre, DF og regeringen samt den store erhvervsorganisation, Dansk Industri.

Det er i dag en bred koalition af sømspisere i Folketinget og uden for, som i ly af coronakrisen vil forhøje kontanthjælpen til en gruppe af indvandrere fra ikke-vestlige lande med gennemsnitligt 3.900 kroner om måneden.

Gruppen, der står til den klækkelig belønning, er de indvandrere, som i det sidste år ikke har evnet at arbejde blot seks uger, og som lever permanent af offentlig forsørgelse.

Under gældende regler ville de blive sat ned i ydelse for at fortælle dem, at her i landet skal man altså arbejde for sine penge.

Det bliver de så ikke alligevel med støtte fra både Venstre og Dansk Folkeparti.

Højere ydelser til indvandrere er uacceptabelt

Det er helt skævt i en tid, hvor almindelige lønmodtagere accepterer at gå ned i løn for at holde liv i deres arbejdsplads. Andre bliver fyret, og selvstændige kæmper indædt og sætter alt, hvad de har, ind på at få deres virksomhed gennem krisen.

Det vil jeg og Nye Borgerlige simpelthen ikke lægge stemmer til, og det er mig en gåde, at borgerlige politikere med en smule respekt for de arbejdende danskere, kan hoppe på venstrefløjens overbud.

Jeg er helt med på, at der er en gruppe af danskere, som i årevis er blevet kørt rundt i systemet i jobcentrene og for længst burde have fået deres førtidspension. De har brug for hjælp. Det er ikke dem, jeg ikke under assistance i en krisetid.

Syge og nedslidte danskere skal have hjælp

Men så skal vi målrette indsatsen til de danskere, der er i klemme. De syge og nedslidte danskere skal ud af jobcentrene. Det skal ikke være kommunedamen, der skal kunne skalte og valte med deres liv. Der skal udelukkende være en lægefaglig beslutning bag tildeling af førtidspension.

Indvandrere skal forsørge sig selv. De skal ikke have offentlig forsørgelse, og vi skal under ingen omstændigheder i en økonomisk krise, hvor alle andre lider afsavn, suspendere en regel, der i praksis vil betyde af cirka 4.000 indvandrere og efterkommere i gennemsnit vil få 3.900 kroner mere om måneden i kontanthjælp, end de ellers ville være berettiget til.

Aldrig vil jeg stemme for højere ydelser til indvandrere – corona eller ej.

Mange hilsner
Pernille Vermund

OPKLARING

Flere ledende DF’ere har, siden blogindlægget blev offentligjort, beskyldt Pernille for at lyve. Dette fordi Nye Borgerlige kritiserer DF og V for at indgå en aftale med regeringen og venstrefløjen om at suspendere 225 timers-reglen.

Det er den regel, der siger, at hvis man ikke forsørger sig selv 6 uger ud af de seneste 52 uger, så bliver man sat ned i ydelse.

Reglen er lavet for, at især ikke-vestlige indvandrere, der lever i årevis på kontanthjælp, skal mærke på pengepungen, at det ikke er i orden.

En ganske udmærket regel, som venstrefløjen og de radikale i lang tid har kæmpet imod, og nu med støtte fra V og DF er lykkedes med at få suspenderet. Foreløbig i tre måneder.

Nedenfor lidt dokumentation for at imødegå beskyldningerne fra DF. Nye Borgerlige ønsker ikke at skændes med DF. Vi ønsker at samarbejde, men vi vil fortsætte med at kritisere, når både V og DF svigter.

Dokumentation for højere ydelser:

A. At Ikke-vestlige indvandrere nedsættes gennemsnitligt meget mere i kontanthjælp end danskere pga. 225 timers-reglen. De har altså derfor også langt større gevinst ved at reglen suspenderes.

B. Ikke-vestlige indvandrere er stærkt overrepræsenterede blandt dem, der berøres af 225 timers-reglen. Der er derfor også en langt større andel, der får fordel af at suspendere reglen.

Skemaet kan findes i denne rapport: https://www.ae.dk/…/ae_fh_personer-ramt-af-kontanthjaelpslo…

Desuden:

1. Nye Borgerlige påstår ikke, at udlændinge ‘sættes op’ i ydelse. Vi skriver, at på grund af suspenderingen vil mange ikke-vestlige modtage langt mere, end de ellers ville være berettigede til. Det er formuleringen i Pernilles blog her oven for.

2. Det er allerede annonceret, at suspenderingen vil blive forlænget ud over tre måneder, hvis beskæftigelsestallene ikke retter sig. Gruppen af ikke-vestlige, der kan fortsætte på den høje sats vil altså vokse over tid.

3. Nye Borgerlige har tilbudt at give en målrettet hjælp til danskere, der kommer i klemme på grund af jobcentrenes umulige opførsel, men vi vil ikke medvirke til at forbedre muligheden for offentlig forsørgelse af udlændinge. De skal slet ikke være på offentlig forsørgelse.