Ungarn, Polen og Tjekkiet er netop blevet dømt ved EU-Domstolen for at nægte at modtage flygtninge. Afgørelsen understreger, hvorfor Danmark aldrig skal underkaste sig EU’s fælles asylpolitik.
Dommen er interessant. Den viser, hvordan en aftaletekst fra EU kan efterlade et indtryk af, at der er sikkerhedsmekanismer og råderum for medlemsstaterne til at sige fra, selvom det ikke er tilfældet i den praktiske virkelighed.
EU indførte i 2015 en ordning om tvangsfordeling af 160.000 migranter fra Grækenland og Italien.
Polen, Ungarn og Tjekkiet nægtede at deltage i denne tvangsfordeling, og det fik Kommissionen til at indlede en sag mod de tre stater i 2017.
I sidste uge kom afgørelsen og den faldt – helt forventeligt – ud til EU’s fordel på bekostning af de tre staters selvbestemmelsesret. EU-Domstolen har længe spillet en afgørende rolle i udvidelsen af EU’s beføjelser langt ud over det vælgerne kunne påregne.
Domstolen brugte trick
Retsgrundlaget for tvangsfordelingsordningen havde efter sin ordlyd en sikkerhedsmekanisme for medlemsstaterne. Med den bevarede en medlemsstat retten til at afslå en migrant, hvis der var »rimelige grunde til at anse den pågældende for en fare for den nationale sikkerhed eller den offentlige orden«.
Nu skulle man tro, at der er rimelige grunde til at mene, at masseindvandring fra islamiske lande truer den nationale sikkerhed og offentlige orden. Særligt som den vi så under migrantkrisen. Men det afviste EU-Domstolen.
I sin argumentation, anerkendte EU-Domstolen principielt, at de kompetente myndigheder er i staten, der skal tvinges til at modtage. Og at disse skal indrømmes en vid skønsmargen i sager om en tredjelandsstatsborger, der skal flyttes, udgør en fare for den nationale sikkerhed eller den offentlige orden.
Derpå brugte EU-Domstolen dog et trick, som EU-Domstolen så ofte har benyttet. EU-Domstolen præciserede, at hensynet til den nationale sikkerhed og offentlige orden skulle støtte sig på »samstemmende, objektive og præcise forhold, der gør det muligt at mistænke den pågældende ansøger for at udgøre en aktuel eller potentiel fare, efter forinden at have foretaget en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde«.
For at Polen, Ungarn og Tjekkiets afvisning kunne siges at være rimelig, forudsatte EU-Domstolen altså, at de tre lande havde foretaget en individuel, tilbundsgående og konkret bedømmelse af hver eneste migrant.
Det er selvfølgelig en umulig opgave. Særligt under en migrantkrise som den vi så i 2015.
Ingen medlemsstat kan i praksis foretage en konkret og individuel vurdering individuelt af alle asylansøgere efter de høje krav EU-Domstolen forlanger.
Forsvar EU-forbeholdene
Det skal selvfølgelig ikke være EU, der bestemmer hvem, der skal have adgang til en medlemsstat.
Det skal heller ikke være EU-Domstolen der vurderer, hvornår modtagelsen af migranter er til fare for den offentlige orden eller sikkerhed i en medlemsstat.
Indvandringspolitikken skal bestemmes af politikere valgt ved direkte, frie valg – ikke af teknokrater og embedsmænd i EU.
Takket være de danske forbehold var EU’s afgørelse om tvangsfordelinger ikke bindende for Danmark. Så heldige var hverken Polen, Ungarn eller Tjekkiet.
Danmark har fire forbehold. Dem skal vi forsvare, så vi holder os uden for en fælles asylpolitik. Med tiden skal vi helt ud af EU.
Mange hilsner
Peter Seier Christensen, næstformand og EU-ordfører
