I går var der debat i folketingssalen, hvor der skulle tages stilling til Nye Borgerliges forslag om en uvildig advokatvurdering af, om der er juridisk grundlag for, at en eller flere af de i Minkkommissionens beretning involverede ministre kan tiltales ved Rigsretten.
Og det var en dag, hvor der blev bekendt endelig kulør fra både Venstre og Moderaterne. En dag hvor tillid i og til både politik og politikerne skulle stå sin prøve. Her dumpede Venstre og Moderaterne. Med et brag!
De fjernede det flertal, der var for en advokatvurdering. De fjernede selv flertallet, og brugte det manglende flertal som argumentation.
Det er selvfølgelig et løftebrud. Det er populisme af værste skuffe. Det er at sætte egen vinding før danskerne.
Der, hvor jeg kommer fra, er en aftale en aftale. Jeg siger, hvad jeg mener og gør, som jeg siger. Sådan er jeg. Sådan er vi i Nye Borgerlige. For det handler om tillid.
Som politikere er vi valgt af danskerne for at repræsentere de vælgere, der stemmer på os. Og der var valgets tale klar – stemmerne gav et flertal til en uvildig advokatvurdering.
Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Konservative, Alternativet, Dansk Folkeparti, Moderaterne og Venstre stod sammen.
De fleste af os – inklusive Venstre – satte endda vores navn og krav på papir sammen.
Så vejen var banet for den advokatvurdering, som fungerende statsminister Mette Frederiksen frygter. Så meget, at hun sætter al sin politiske kapital ind på at undgå selvsamme vurdering. Til rød blok før valget og nu til Venstre og Moderaterne efter valget.
”Jeg kan bare sige helt klart, at ingen kan købe Venstre med ministerbiler i et fordækt forsøg på at undslå sig ansvaret for en skandaløs magtudøvelse. Det er helt vildt, hvis der er nogen partier, der lader sig købe af på den her måde,” lød det fra Sophie Løhde, politisk ordfører for venstre.
”Det kan ikke bare svæve derude, for det gør noget ved befolkningens helt grundlæggende tillid til vores system,” sagde Lars Løkke Rasmussen.
Men ministerbilerne og magten trak. Så meget, at Mette Frederiksens fik lokket de to partier til at bryde deres løfter og begå et reelt vælgerbedrag.
Det blev fuldbyrdet i dag i folketingssalen, men der er dog noget at tage med videre fra dagens mange mærkelige bortforklaringer fra Venstres og Moderaternes ordførere – nemlig at tillid kun gælder én vej, og det er desværre ikke vælgernes.
Af Pernille Vermund (MF), formand for Nye Borgerlige