02.05.2020 En morder, der har stenet kone og barn til døde, står til en kontant belønning fra den danske stat.

Sønnen blev kun otte år. Faderen står til en belønning på 100.000 kr. Lyder det absurd? Så er det, fordi det er absurd.

Jeg har i dag kaldt udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye i samråd for at få ham til at handle på det.

Du kan læse spørgsmålene til samrådet nedenfor.

Stening rokker ikke ved ydelse

At staten nu belønner den morder, der har stenet kone og barn, skyldes loven om repatriering. En lov, der giver migranter flere hundredetusinde kroner i kontanter for at forlade Danmark  og forsøge at vende tilbage, hvor de kommer fra.

Der er ikke noget krav om, at de skal blive uden for Danmark. Når pengene er brugt, kan de vende tilbage. De har en fortrydelsesret på to år. Den er der mange, der gør brug af.

Håbet hos de danske politikere er, at man kan få gang i hjemsendelserne ad den vej. Med det tempo, der er på ordningen nu, vil fx de godt 20.000 syriske migranter, der fik ophold i 2015/16, være ude igen omkring år 2050.

At de på de 30 år til 2050 sandsynligvis har tredoblet deres antal i form af børn og familiesammenføringer, vil så forlænge perioden til 2110.

Med andre ord; selv en høkerberegning på en papirserviet viser, at frivillig repatriering med tilskud fra kommunen ikke løser noget som helst.

Men det koster danskerne penge, og migranterne griner, når de fortryder, vender tilbage til Danmark og næste dag igen står på kommunekontoret og siger ”kontanthjælp – jatak”.

Belønnes på trods af stening

Repatrieringsloven er en typisk ’lappeløsning’, som politikerne i Folketinget har lavet alt for mange af i årenes løb, fordi de ikke vil gribe fat om nældens rod og løse udlændingepolitikken fra bunden.

Så ender vi med groteske eksempler som med Huda Ali Ahmads morder, der får i alt 215.000 kroner af danskernes penge – også selvom han er både anholdt og har tilstået drabene.

86 politikere i Folketinget stemte så sent som den 29. maj 2018 for de seneste ændringer i denne lov. Ingen stemte imod.

Hvis Nye Borgerliges fire mandater havde haft plads i Folketinget i 2018, havde vi markeret os højlydt og voldsomt imod.

Fjern ydelser til migranter

I stedet for at udbetale repatrieringsydelse til migranter, kan man til en start holde op med at lukke dem ind.

Et simpelt asylstop vil gøre problemet mindre over tid i stedet for større.

Så skal vi selvfølgelig holde op med at forsørge udlændinge. Det skal de selv stå for. Retten til offentlig forsørgelse skal knyttes til det danske statsborgerskab.

Kan man ikke forsørge sig selv, så skal man miste sin opholdstilladelse og må rejse et andet sted hen.

Og så bør vi konsekvent og efter første dom udvise alle udlændinge, der dømmes for kriminalitet.

Det er det, vi kæmper for at få de andre partier i Folketinget til at gå med på. Det er ikke så let, men vi giver ikke op.

Du kan læse mere om steningen af Huda og hendes søn her i en artikel i BT: https://www.bt.dk/krimi/fynsk-kvinde-og-lille-soen-brutalt-draebt-med-sten

Og om repatrieringsydelsen i Kristeligt Dagblad: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/om-ni-maaneder-faar-huda-ali-ahmads-drabsmand-yderligere-100000-kroner-af-den-danske-stat

Kærlig hilsen
Pernille Vermund

Samrådsspørgsmål til udlændinge- og integrationsminiser Mattias Tesfaye

Spørgsmål 1
Hvad vil ministeren foretage sig for at afværge, at Danmark udbetaler repatrieringsydelse til den i Kurdistan mordanklagede syrer Hussein Abbas, der over for det kurdiske politi har tilstået at have dræbt sin kone og parrets otteårige søn og om ni måneder står til at få over 100.000 kroner af den danske stat i såkaldt repatrieringsstøtte?

Spørgsmål 2
Hvad vil ministeren foretage sig for at kunne garantere over for danskerne, at danske skatteyderes penge i form af repatrieringsydelse ikke bruges på at understøtte kriminelle eller kriminelle aktiviteter i andre lande?