Det er en hård tid, vi har været igennem.
Min gode ven – en landmand fra Sønderjylland – mistede sidste år et nært familiemedlem.
Hans svoger døde alt for tidligt – alt for ung. Han døde fra sin hustru og sine børn.
Hans sidste tid efter svær sygdom blev tilbragt på et hospice – i ensomhed.
Hans nærmeste, som burde have været ved hans side, blev lukket ude. De måtte ikke komme ind.
Corona-restriktionerne blev lavet sådan, at selv døende patienter på hospice ikke måtte modtage besøg, før lægen vurderede, at patienten kun havde ét enkelt døgn tilbage i livet.
Familien sørgede over tabet.
Men jeg mærkede også en vrede og bitterhed mod en regering, der berøvede den døende den sidste omsorg og kærlighed, som kun en familie kan give.
Var det virkelig nødvendigt – også i forhold til Coronas farlighed – at forbyde en døende på et hospice at modtage besøg?
Det mener familien i Sønderjylland ikke. Det mener jeg heller ikke.
Da døren blev lukket mellem den døende og hans familie, blev grænsen for al rimelighed overskredet.
Corona har forårsaget megen lidelse i sig selv. 2.500 danskere er døde med corona, endnu flere har været alvorligt syge, og mange er aldrig kommet sig fuldstændig.
Jeg er ikke på det hold, der affærdiger corona som en influenza.
Men der er siden foråret sidste år, hvor vi fornuftigt nok lukkede Danmark ned i mødet med en ukendt sygdom, sket et skred.
Et skred i forholdet mellem magthaverne og danskerne.
Et skred, hvor regering og myndigheder gennem regler, restriktioner og love nu dirigerer rundt med os på en måde, som vi for bare halvandet år siden aldrig ville have accepteret.
I dag er det grundlovsdag.
Det er en god dag til at tænke over, hvor vi sætter grænsen mellem statens magt, og borgernes frihed.
Det er en god dag til at slå fast, at vi danskere skal have magten over vores eget liv tilbage. Vi skal have vores frihed tilbage.
Regeringens og myndighedernes nye og forstærkede magt må ALDRIG blive den nye normal.
Manglen på proportioner i regeringens Corona-indgreb er blevet stadigt mere udtalt i løbet af det halvandet år, der er gået.
Regeringen besluttede i november sidste år at nedlægge hele minkerhvervet.
Det var en ulovlig beslutning – og helt uden sammenhæng med den sundhedsfaglige nødvendighed.
Regeringen indrømmede, at den ikke havde loven på sin side.
Men stoppede det den socialdemokratiske regering? Nej. Ulovlighederne fortsatte.
Politi og militær blev sendt ud for at sikre sig, at alle danske mink blev aflivet.
Mink-skandalen står som det klareste eksempel på en socialdemokratisk regering, der har mistet fornemmelsen for den grænse, som ikke bør overskrides, når det kommer til statens magt.
Mink-skandalen viser, at når magten bliver umenneskelig, bliver det grimt. Rigtig grimt.
For det er altid mennesker – andre mennesker – der betaler prisen for politikernes overgreb.
Det er mange danske familiers livsværk, der nu ligger i ruiner, fordi regeringen mistede respekten for de menneskelige omkostninger.
Og den forurening, som de døde mink i massegravene har medført, er den alvorligste i umindelige tider og bliver blandt de dyreste i landets historie.
Danskerne står tilbage med en kæmpe regning på op til 20 milliarder kroner. Et beløb, der er så stort, at det umiddelbart kan være svært at forholde sig til. For hvor meget er 20 milliarder egentlig i det offentlige budget?
Beløbet svarer til prisen for fire nye supersygehuse. Fire helt nye sygehuse, kunne man have bygget for de penge. I stedet bliver pengene nu brugt på noget så destruktivt, som at nedlægge et helt erhverv.
Det er vanvittigt.
Regningen for den socialdemokratiske regerings ulovligheder vil i de kommende år blive tørret af på danskerne.
Mænd og kvinder – fædre og mødre – der ofrer værdifuld tid på at arbejde og tjene penge. En dyrebar tid, der aldrig kommer tilbage. En tid, de ellers ville kunne have brugt med deres familier.
Sådan er magtens arrogance.
Det er nu op til os andre at holde fast og stille regeringen til ansvar. Jeg og Nye Borgerlige kommer ikke til at slippe denne sag.
Den slutter ikke, før de socialdemokratiske ministre, der har brudt loven, bliver stillet for en dommer.
Magthaverne og venstrefløjen har nu kastet sig over den del af landbruget, som endnu ikke er nedlagt.
På Christiansborg forhandles der om, hvordan Danmark skal kunne opfylde den såkaldte Klimalov og EU’s såkaldte vandrammedirektiv.
Og hvis det står til Venstrefløjen og Radikale Venstre, så kommer landbruget til at betale prisen.
Venstrefløjen og Radikale Venstre lægger overhovedet ikke skjul på, at de meget gerne vil bestemme, hvad landmanden skal producere, hvor meget og hvor henne.
De har ingen problemer med at tage retten til at dyrke jorden fra landmændene eller tvinge dem til at producere vegetarburgere og havremælk.
Deres indædte kamp imod dansk landbrug skal stoppes.
Som borgerlige står vi vagt om den private ejendomsret. Vi står vagt om privat initiativ, virkelyst og skaberkraft.
Vi forstår og mærker instinktivt den kultur og arv, som landbruget har givet os, og som landbruget hver dag bidrager til og holder i live.
Ånden i det nationale fællesskab, vores fælles historie, danskernes og Danmarks skæbne banker i vores hjerter.
Den ånd mærker jeg ikke hos venstrefløjen og Radikale Venstre.
De skal ikke få lov til at styre landbrugets fremtid.
Får de det, så mister vi noget vigtigt for Danmark – så mister vi noget af os selv.
I fortalen til jyske lov fra 1241 står der:
”Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger”
Tænk, sådan havde magthaverne allerede i 1241 forståelse for vigtigheden af, at loven skulle være så tydelig, at alle havde mulighed for at vide og forstå, hvad der gjaldt.
Sådan er det desværre ikke længere.
Der er i dag en absurd overregulering og en voldsom styring helt ned i detaljen, som selvstændige erhvervsdrivende, almindelige borgere, private virksomheder og fagfolk i den offentlige sektor tvinges til at acceptere.
Det må og skal vi tage et opgør med.
Som barn fik jeg en bog med tegninger og historier af Jørgen Clevin. Han kunne noget helt særligt som tegner og fortæller J
En af de historier i bogen, der gjorde dybest indtryk, og som jeg derfor holder af at genfortælle, er en tegneserie om ‘En lille bitte mand, som ikke måtte noget’.
Tegneserien består af 12 små tegnede felter, og udvikler sig fra et næsten romantisk billede af den lille bitte mand, som står foran sit hus, med bondehusvinduer, en fin rød dør, røg i skorstenen og et stort, smukt træ i haven, som er indhegnet af et klassisk, hvidt stakit.
Manden har et stort smil på læben og idyllen er i billedet kun brudt af en politibetjent, der som repræsentant for statsmagten står med en løftet pegefinger, nedadvendte mundvige og et arrigt, rødt ansigt og siger:
”Lad være med at svine luften til. Tag den skorsten af huset”
Manden adlyder statsmagten og fjerner skorstenen.
På næste lille tegning er det stakittet, som er forbudt. Da stakittet er fjernet, får manden besked på, at det er forbudt at have blomster i en have uden stakit…
Som historien udvikler sig, bliver manden beordret at fjerne flere og flere af sine ejendele.
Og til slut står han uden hus, uden have, og uden en trevl på kroppen, og bliver bedt om at forsvinde, fordi han er nøgen…
Jørgen Clevin tegnede med en let hånd og et glimt i øjet. Men budskabet i tegneserien med den lille bitte mand, der ikke måtte noget, har fra jeg var barn gjort stort indtryk på mig – og det gør den stadig.
Vi kan og ved mere end nogensinde før. Og alligevel bliver vi af magthaverne reguleret og begrænset, som om vi blev dummere og dummere.
Hvordan er det kommet så vidt?
Det er det, fordi politikerne ikke kan nære sig. De tror, at de ved bedst. De har ingen skrupler ved at tage stadigt mere af danskernes tid og stadigt flere af vores penge.
De elsker at have magten over danskerne. At bestemme og styre, hvordan vi skal leve vores liv.
Grundloven, som vi fejrer i dag, som har mere end 170 år på bagen og er hele fundamentet for, hvordan vi har indrettet vores samfund, består af bare 89 korte paragraffer.
Til sammenligning er EU’s vandrammedirektiv fra år 2000, som venstrefløjen nu forsøger at bruge til at afvikle dansk landbrug, på godt 89 – ikke paragraffer, nej 89 tætskrevne sider.
… Plus bilag.
Dertil kommer de danske vandmiljøplaner og lovgivningen i halen på dem med bekendtgørelser, regler, pålæg, forbud, frister og bøder.
Det, som vi sidder og forhandler om i disse uger, er på flere tusinde sider.
Og sådan er det ikke bare på landbrugsområdet. Sådan er det over hele linjen.
Det går ud over friheden. Det går ud over virkelysten. Det koster i velstand.
Vi skal ikke stiltiende acceptere en skæbne som den lille bitte mand, der ikke måtte noget.
Vi skal hylde den private ejendomsret og det private initiativ. Vi skal kæmpe for selvstændigheden. Vi skal belønne de virksomme og driftige.
Dansk landbrug skal også i morgen drives af frie og selvstændige erhvervsdrivende.
De skal ikke statsliggøres under diktat fra en bedrevidende venstrefløj og regneark fra forudindtagede akademikere og politikere, som aldrig selv har skullet tjene til føden ved at producere maden til andre.
Der bliver udrettet så meget i Danmark hver dag. Der bliver produceret, der bliver opfundet nye måder at gøre tingene på.
Danskerne i det produktive Danmark er flittige, dygtige og enormt gode til at samarbejde og lære.
De kan det meste selv. De har ikke behov for alle de love og regler.
De har brug for friheden i fællesskabet. De har brug for, at politikerne respekterer Grundloven – Den er fundamentet under vores fællesskab.
Det store flertal på Christiansborg har gennem årene trukket meget magt til sig fra de nære samfund, fra familierne og fra det enkelte menneske.
En stor del af den magt har de med åbne øjne sendt videre til EU.
Og i samme periode har EU-domstolen i Luxembourg og menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg gang på gang udvidet fortolkningen af internationale regler og konventioner.
Vi er kommet dertil, hvor vi må reagere, hvis vi som danskere skal være herrer i eget hus.
De fleste andre danske politikere ser konventioner og EU-regler som hellige stentavler, der hverken må udfordres, undsiges eller afviges.
Det er de ikke. Tiden er kommet til at sige fra.
For nylig så vi et grotesk eksempel. En kun 14-årig pige var blevet voldtaget af to udlændinge, der til sammen var tiltalt for 794 kriminelle gerninger.
De blev ikke udvist.
Hvorfor ikke? Fordi de er beskyttet af EU’s opholdsdirektiv for vandrende arbejdstagere.
Selv statsminister Mette Frederiksen måbede, da jeg spurgte hende om det i Folketingssalen.
”Idéen med EU’s opholdsdirektiv har jo aldrig været, at det skulle bruges til at voldtage”, sagde hun.
Det har hun da fuldstændig ret i, men sådan er det altså blevet.
EU-retten er blevet en ret til at voldtage uden at blive udvist.
Sådan er det blevet, fordi et flertal af politikerne betragter EU-regler og konventioner som hellige skrifter.
Konventioner og internationale aftaler er blevet vestlig sharia. Almindelig sund fornuft skubbes til side. Forbrydere beskyttes, og ofre efterlades i stikken.
Det må høre op. Vi skal tage ansvaret for vores eget land tilbage.
Før i tiden – før tv og Facebook – var det i forsamlinger som denne her mellem danskere ude i forsamlingshusene man mødtes for at diskutere frihed, folk og demokrati.
et, er det, vi kalder civilsamfundet. Mange tror, det er væk. Det er det ikke.
Det lever, når vi bruger det. Det lever, når vi engagerer os i andre og i andet end os selv. Når vi står ved vores holdninger og lader dem brydes med andres.
Grundloven betyder folkestyre. Folkestyret er ikke DJØF’erne i ministerier og styrelser i København. Folkestyret er ikke alle bekendtgørelserne, reglerne, formynderiet og kontrollen.
Folkestyret er dig, dig, dig og dig og mig
Det er det Folkestyre, som vi fik med Grundloven, og som er bygget på tillid mellem os danskere.
I stedet for magten, lærte vi at bruge tilliden mellem os til at finde løsningerne.
Tilliden har gjort os rige. Tilliden har sikret vores frihed.
Den tillid mellem os må vi ikke lade sygne hen.
Tænk, hvilken forskel, det ville have gjort for min gode ven og hans familie, hvis de var blevet mødt af tillid i stedet for af magt.
Tænk, hvis myndighederne havde stolet på familiens ansvarsfuldhed.
Det gjorde myndighederne ikke.
Den umenneskelige magt så ikke mennesket på dets dødsleje. Den så kun en smittefare. Og familien blev derfor kun mødt af mistillid og et koldt og uvenligt system.
Min ven og hans families erfaring viser, at staten måske nok kan beskytte os og give os tryghed. Men staten vil også gerne kontrollere og styre os.
Når det sker, betaler vi med vores frihed, tid og kærlighed. Alt det, der giver mening i livet.
Den pris, vi i dag betaler, er blevet for høj.
Vi skal have mindre stat og mere menneske.
Rigtig god Grundlovsdag.
