Erdogan har sluppet migranterne løs på Europa. I tusindvis bevæger migranter sig i disse dage mod Europas grænser – både over land og over vand.
Strømmen af mennesker har en tragisk baggrund i krige og konflikter mellem muslimer i deres del af verden, men det ændrer ikke på, at disse mennesker ikke skal have adgang til Danmark.
Tyrkiske migranter skal ikke til Danmark
De skal have hjælp gennem FN-systemet, hvor de er. De skal ikke til Danmark.
Da vi sidste gang i 2015 og 2016 oplevede en migrantstrøm i stor størrelse, blev de danske politikere taget på sengen. Det var et gigantisk svigt.
De havde overhovedet ikke forberedt sig på den situation, og de nægtede at gøre det rigtige og nødvendige i situationen. Det gjaldt både for Venstre i regering og for DF som støtteparti, der dengang netop var blevet det største parti i blå blok med 37 mandater.
Historien skal ikke have lov at gentage sig. Politikerne skal ikke have lov til én gang til at spille hasard med – og tabe – med danskernes frihed og sikkerhed.
Jeg og Nye Borgerlige sidder nu i Folketinget og har mulighed for at stille regeringen til ansvar. Vi vil have Folketinget til at indkalde de ansvarlige ministre til en hasteforespørgsel i folketingssalen.
Regeringen må simpelthen give svar på, hvad den agter at gøre for at forhindre, at katastrofen fra 2015 gentager sig.
I 2016 bremsede Erdogan migrantstrømmen, fordi Angela Merkel og EU betalte et milliardbeløb i Euro til den tyrkiske, islamiske diktator. Det var en stakket frist, som ikke løste nogen problemer.
Jeg kritiserede dengang, at man brugte skatteydernes penge på at bestikke en islamisk diktator. Erdogan er utilregnelig, og han ville så snart, det tjente hans egne interesser, slippe migranterne løs igen.
Erdogan er ikke til at stole på
Det ser ud til, at jeg får ret. Erdogan er ikke til at stole på. Migranterne er på vej igen.
Den danske regering har to opgaver at løse:
- Grænsen skal forsvares og migranter afvises, inden de når at krydse den.
- Muligheden for at søge spontan asyl i Danmark skal afskaffes.
Kun derved kan vi sørge for danskernes frihed og sikkerhed.
Det kæmper vi for i Nye Borgerlige.
Mange hilsner
Pernille Vermund