”Mener du det virkelig?”
Det spørgsmål får jeg ofte – især fra journalister, som er vant til at have med politikere at gøre. Og ofte efter mikrofonen er slukket.
”Ja, jeg mener det”, svarer jeg altid. For det gør jeg.
Politikerne på Christiansborg har i 35 år lappet på en fejlslagen udlændingepolitik. Problemerne udvikler sig gudskelov ikke så hastigt, som i eksempelvis Sverige og Frankrig, men situationen bliver langsomt værre. Det samfund, som generationer før os har bygget op, er under afvikling.
Hvis vi vil bevare Danmark som frit og trygt land, må vi have modet og viljen til at stille politikerne stolen for døren.
Tre ufravigelige krav
Vil en statsministerkandidat have opbakning fra Nye Borgerlige, skal han eller hun være indstillet på at gribe fat om nældens rod og løse problemerne.
- Der skal indføres et asylstop
- Kriminelle udlændinge skal udvises konsekvent efter første dom
- Og udlændinge skal forsørge sig selv. Retten til offentlig forsørgelse knyttes til statsborgerskabet
Der er intet vigtigere end at få løst problemerne med tilstrømningen af migranter, uintegrerede indvandrere, kriminelle udlændinge og islams voldelige og undertrykkende indflydelse på samfundet. Får vi ikke løst de problemer, så kan resten være lige meget. For så forvitrer det frie og trygge samfund, som vi har fået i arv.
Så ja, jeg mener det. Situationen er for alvorlig til, at vi kan lade stå til.
Personligt har jeg ingen ambition om at sidde i Folketinget, til jeg skal pensioneres. Jeg vil langt hellere tilbringe tid med min familie og udvikle min virksomhed.
Men jeg kan ikke lade stå til. Jeg er dybt bekymret for mine børns fremtid. Jeg er dybt bekymret for, at de ikke vil have et Danmark baseret på ligeværd, folkestyre og demokrati præget af velstand og tryghed at se frem til.
Lappeløsninger gør det hele langsomt værre
Politikernes lappeløsningerne gør nemlig ikke forholdene bedre. De løser ikke problemerne. Politikernes lappeløsninger betyder blot, at det hele bliver langsomt værre. Og at noget går langsommere den forkerte vej, er ikke det samme som, at det bliver bedre. Tværtimod.
Alt, hvad politikerne opnår med lappeløsninger, er, at de udskyder opgøret nogle år endnu. Og imens vænnes befolkningen langsomt til koranklodser i gaderne, stigende vold, flere voldtægter, islams indflydelse og udvanding af de værdier, vi kalder danske.
Det er derfor, Peter Seier og jeg har stiftet Nye Borgerlige. Fordi vi ikke vil se afviklingen af vores samfund ske for øjnene af os. Fordi vi ikke vil lade os lulle ind i politikernes forsikringer om, at problemerne går væk af sig selv, hvis bare vi lapper lidt hist og her.
Politikerne har svigtet
Politikerne har svigtet. Hele vejen rundt. Det gælder både Venstre, Konservative, DF og Socialdemokratiet. De har haft magten. De har haft mulighederne for at gribe fat om nældens rod og løse problemerne. Men de har ikke gjort det. De har svigtet.
Nye Borgerlige vil aldrig opgive vores krav. Gør vi det, kan vi lige så godt lade være med at bede om vælgernes opbakning. For så er det jo lige meget. Så kan man lige så godt stemme på dem, man plejer.
Vil det lykkes? Kan vi råbe politikerne op og få dem til at gribe om nældens rod? Helt ærligt. Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at hvis vi ikke forsøger, hvis vi ikke bliver ved med at tale om det, råbe op om det, appellere til at vi tager de nødvendige opgør, så forsvinder det Danmark, vi kender og holder af.
Den fremtid kan jeg ikke byde mine børn. Jeg må tage ansvar selv. Jeg må gøre, hvad jeg kan.
Jeg håber, at du er med. For friheden og for fædrelandet.