15.03.2017 Min mor er for nylig kommet på plejehjem. Det er et godt plejehjem med et personale, der både viser omsorg og faglighed i plejen af de ældre beboere.

Jeg er tryg ved, at min mor, som er terminalt syg, skal tilbringe sin sidste tid der.

Men sådan er det ikke alle steder. Så langt fra. Jeg hører jævnligt fra pårørende til ældre på plejehjem, at kvaliteten er dårlig, personalet fortravlet og maden så ringe, at de ældre ikke gider spise den.

Hvorfor er kvaliteten så svingende, og hvorfor har man som borger så lidt indflydelse på, hvordan ens egen eller ens kæres sidste tid skal være?

Jeg tror, at en stor del af forklaringen skal findes i, at kommunerne både styrer hvor mange plejehjemspladser der er, og hvornår man som ældre kan få en plads.

Min mor blev ’visiteret’ til en plejehjemsplads. Det betyder, at det er kommunen og ikke min far, der passede min mor, der bestemte, hvornår en plads på et plejehjem var den bedste løsning for vores familie.

Kommunen styrer efter skemaer

Det er forkert, at kommunen skal bestemme det efter nogle skemaer. I skemaet står der, at hvis den ældre har brug for mere end 22 timers hjælp om ugen, så kan man få lov at komme på plejehjem ellers ikke.

Det er sådan en DJØF-måde at indrette systemet på, som hverken er rimelig, retfærdig eller menneskelig. Det umyndiggør de ældre og sætter familien til at løbe spidsrod mellem kommunale sagsbehandlere, når familien ikke er enig med kommunen i vurderingen.

Det er ikke det, jeg forstår ved en værdig ældreomsorg.

En plejehjemsplads koster 32.000 kroner om måneden i gennemsnit. Selvfølgelig kan man ikke som borger kræve en plads til 32.000 kroner om måneden stillet til rådighed, hvis man ikke har behov for den.

Følg Tysklands eksempel

Men man kan gøre noget andet, som man har haft succes med i Tyskland.

I stedet for at kommunen stiller hjælp til rådighed i form af hjemmepleje, hjemmesygeplejerske, hjemmehjælp osv, kunne hjælpen bestå i en voucher, som den ældre sammen med de pårørende frit kunne vælge at købe hjælp for.

Maksimum kunne være de 32.000 kroner om måneden, som er lig en plejehjemsplads. Hvis kommunen vurderer, at man ikke har brug for fuld hjælp, bliver voucheren det mindre.

Hvis familien og den ældre ønsker at bruge voucheren til at købe en plads på et plejehjem, kan de det. Hvis voucheren ikke dækker det fulde beløb, kan familien eller den ældre selv spæde til.

Væk er behovet for ’visitering’ til plejehjem og ind kommer værdigheden og valgfriheden i den ældres liv.

Mangfoldighed giver kvalitet

Det bliver ikke dyrere for det offentlige. Det bliver måske endda billigere.

For når kommunen ikke længere skal styre udbuddet og efterspørgslen på plejehjem, vil der opstå en masse forskellige private tilbud, som kan konkurrere både på pris og på kvalitet.

I Tyskland indførte man denne ordning for 20 år siden, og i dag er plejehjemssektoren i Tyskland præget af stor mangfoldighed, mange små specialplejehjem, og en betydelig højere kvalitet end de havde før.

Kommunens rolle bliver meget mindre. Kommunen skal føre tilsyn med alle de private plejehjem for at sikre, at de ældre får, hvad de har krav på. Og kommunen skal løbende vurdere de ældres plejebehov, så voucheren har den rigtige størrelse.

Men kommunen skal hverken bygge eller drive plejehjem. Det klarer det private marked i fair og åben konkurrence.