14.12.2016 Jeg læste i går om en 18-årig mand, der blev udsat for et gaderøveri i min nabokommune i sidste uge. Han blev truet med pistol til at udlevere sin telefon og pung med hævekort samt pinkode. Han blev desuden sparket gentagne gange.

Dagen efter gentog det sig i min egen kommune. Her var offeret også en 18-årig mand, og han blev både slået og sparket. Røverne talte i begge tilfælde engelsk, og der er måske tale om de samme gerningsmænd. Hvor må det have været en forfærdelig oplevelse for ofrene.

Det påstås ofte, at straf ikke virker, men det er ikke rigtigt. Måske bliver disse røvere ikke mindre kriminelle af at blive sat i fængsel, men de begår i hvert fald ikke kriminalitet så længe de sidder inde, og straffen har også den meget vigtige funktion, at ofrene føler en form for retfærdighed, og at befolkningens retsbevidsthed opretholdes.

I dette tilfælde er der sandsynligvis tale om udlændinge. Hvis de bliver fanget og dømt, bør de naturligvis udvises af Danmark for bestandigt. Det sker desværre alt for ofte ikke. Selv i sager om meget grov kriminalitet oplever vi, at den kriminelle udlænding ikke udvises. I nogle tilfælde idømmes en betinget udvisning, og det absurde sker også, at en kriminel med en betinget udvisningsdom idømmes endnu en betinget udvisning.

Det er meget simpelt. Hvis udlændinge dømmes for kriminalitet, skal de udvises – konsekvent og efter første dom. Hvorfor i alverden skal vi tillade kriminelle udlændinge at opholde sig i Danmark? Det giver ingen mening. I Nye Borgerlige mener vi også at udlændinge skal afsone i udlandet. Det er sund fornuft, og det eneste rigtig at gøre.

Venlig hilsen
Peter Seier Christensen, næstformand

Folketingskandidat i Omegnens Storkreds