12.05.16

Pilen peger nu på Folketinget.

Efter Højesterets dom, som betyder at en vanekriminel, voldsdømt udlænding kan blive boende i Danmark, peger pilen nu på Folketinget.

Det er helt og aldeles uholdbart, at kriminelle udlændinge beskyttes af loven mod udvisning og deres ofre skal møde deres hånende grin i tv og på gaden.

Højesteret har skullet henholde sig til Menneskerettighedskonventionen. Det siger loven, og jeg vil ikke kritisere deres afgørelse.

Jeg har tillid til, at Højesterets dommere er dygtige og retskafne mennesker.

Men Folketinget kan ikke gemme sig bag Menneskerettighedskonventionen.

Af hensyn til retfølelsen, af hensyn til borgernes tryghed og af hensyn til zigøjnerbossen Levakovics ofre kan politikerne ikke bare slå ud med armene, trække på skuldrene og sige, at når konventionen siger det og Højesteret har dømt, så kan vi ikke gøre noget.

Jo, man kan godt gøre noget. Hvis man vil.

Folketinget kan gennem enkle ændringer og tilføjelser til straffeloven sikre sig, at danske domstole udviser kriminelle udlændinge uanset, hvordan Menneskerettighedskonventionen bliver fortolket.

Alt hvad der kræves er politisk mandsmod til i bemærkningerne til lovændringerne til Straffeloven udtrykkeligt at angive, at strafbestemmelserne skal have forrang for konventionen.

I så tilfælde SKAL danske domstole dømme til udvisning uanset, hvad der står i konventionen.

Det mod er der ingen politikere, der har haft siden Folketinget i 1992 begik fejltagelsen og gjorde menneskerettighedskonventionen til en del af dansk ret.

Nye Borgerlige vil konsekvent udvise alle udlændinge, der dømmes for overtrædelser af straffeloven.

Jeg håber på, at de andre borgerlige partier vil bakke os op og være med til at gennemføre de nødvendige lovændringer, som tvinger domstolene til at følge dansk ret frem for følgagtigt at rette ind efter overstatslige domstole i Strasbourg.

I modsat fald er det deres ansvar næste gang et sagesløst menneske vansires af en fritgående voldelig udlænding som Levakovic eller en ung pige voldtages af en indvandrer.

Jeg vil ikke have kriminelle udlændinge i Danmark. De skal ud.

Pernille Vermund