I dag præsenterede den socialdemokratiske regering et udspil, der vil give mere i løn til udvalgte ansatte i den offentlige sektor. Hvem der får del i de ekstra 3 milliarder kroner i 2030, er uvist.
Mette Frederiksen siger, at forslaget ikke skyldes valgkamp. Undskyld mig, men hvem tror egentlig på det her kun seks dage inden folketingsvalget?
I Danmark må man IKKE betale folk for deres stemme. Men helt ærligt, er det ikke nærmest det, Mette Frederiksen gør, når hun giver hundredtusindvis af offentlige ansatte håb om, at de bliver tilgodeset?
Jeg har ikke ord for, hvor kynisk det er. Men det kommer desværre ikke bag på mig, når jeg tænker på Mette Frederiksen og hendes magtfuldkommenhed.
Holdkæft-bolsje er ikke løsningen
I Nye Borgerlige anerkender vi, at det er svært at skaffe og fastholde eksempelvis sygeplejersker og sosu’er. Det har været en kendt problematik i flere år – og i hele den snart overståede valgperiode med Socialdemokratiet ved magten. Det er ikke et nyt fænomen, der er opstået her i valgkampen.
Mette Frederiksens holdkæft-bolsje er ikke løsningen. Politikere skal ikke blande sig i løndannelsen. Det vil nemlig ødelægge den danske model. Den rigtige løn er nemlig først og fremmest et anliggende mellem den enkelte og dennes arbejdsgiver.
Vi skal ikke sætte gang i en ødelæggende løn- og prisspiral, der puster til inflationen. Det vil udhule danskernes købekraft, pensionsordninger og privatøkonomi samt ødelægge virksomhederne indtjening og kan ramme Danmarks vækst og velstand.
Løsning ligger lige for
Eneste holdbare løsning på problemet med rekruttering og fastholdelse er, at løndannelsen decentraliseres, så man ude i de enkelte velfærdsinstitutioner i højere grad selv kan belønne godt arbejde.
Hvor pengene følger den enkelte borger, og en større andel af velfærden produceres af private med offentlig finansiering. Hvor arbejdsgiver og arbejdstager i højere grad kan forhandle lokale lønforhold sammen. Hvor arbejdsgiverne tvinges til at have størst mulig fokus på at fastholde gode medarbejdere igennem gode lønninger og et godt arbejdsmiljø.
Jeg og Nye Borgerlige vil sikre, at udgifter til sundhed og ældreomsorg følger med udviklingen, at de offentlige ansatte sættes fri af bureaukratiet, og at skatten sænkes markant, så alle får mere ud af de mange timer, de lægger på arbejdet.
Konkret vil en typisk arbejderfamilie med to børn igennem vores økonomiske plan få 5.900 kroner mere om måneden til forbrug. Det er meget mere, end regeringens løncheck til ukendte grupper vil give. Borgerlige løsninger med simple skatteforenklinger er nu engang bedre end socialdemokratiske hovsaløsninger.