Det, vi er vidner til, er totalt bizart, helt usædvanligt utroværdigt og noget meget, meget voldsomt. Det er simpelthen et demokratisk problem.

Så klar er jeg i dagens Berlingske i min kritik af Jakob Ellemann-Jensen, efter at han i mandags hos TV 2 lagde op til det måske største løftebrud i nyere dansk politisk historie – at indgå regering med Socialdemokratiet.

En regering, hvor Mette Frederiksen bliver statsminister igen. Den statsminister, som Jakob Ellemann-Jensen for ikke lang tid siden sagde, at han ikke havde tillid til.

Min tillid til Mette Frederiksen har længe ikke været – og er stadig ikke – til stede. Hvis Jakob Ellemann-Jensens flirt med Mette Frederiksen udvikler sig til et forhold, vil min tillid til ham være den samme, som den er til Mette Frederiksen – ikke eksisterende.

Det rene snyd og bedrag

Jakob Ellemann-Jensen havde i hele sidste valgperiode og ikke mindst i valgkampen et ultimativt krav – at han kun ville have en borgerlig regering. Men det var måske bare et forsøg på at føre danskerne og de andre blå partier bag lyset.

Nu tyder det i hvert fald på, at Jakob Ellemann-Jensen er villig til at gå så langt, som at danne en regering, han lovede ikke at danne og samtidig få politik indført, han ikke gik til valg på.

De få og små indrømmelser, han måtte få igennem, er ingenting sammenlignet med det, vi ville kunne udrette med en borgerlig regering. Og vi ville kunne opnå det samme i den kommende valgperiode, hvis vi stod sammen som blå partier. Men Jakob Ellemann-Jensen vil åbenbart hellere forære Mette Frederiksen magten på et sølvfad.

Jeg ved godt, at man før har set politikere, som siger en ting før valget og noget andet bagefter. Men det her er i min optik helt udenfor enhver normal kategori. Det er det rene snyd og bedrag.

Det er umuligt at se, hvordan man kan stole på et menneske, der taler med to tunger, bedrager danskerne, holder sine blå samarbejdspartnere for nar og er villig til at sælge sin sjæl til djævlen efter lidt modgang.

Ellemann minder om Løkke

Jeg har sammen med de andre borgerlige partiledere arbejdet tæt sammen med Jakob Ellemann-Jensen i de senere år. Jeg kan ikke forstå hans argumentation om, at der ikke er et optimalt sammenhold i det borgerlige Danmark.

Vi har jævnligt holdt møder, haft fortrolige samtaler, stået sammen i forhandlingsforløb og senest i valgkampen planlagt fælles pressemøder. Jakob Ellemann-Jensen talte om en blå familie. Men jeg må nok bare erkende, at det heller ikke var noget, som han ærligt mente.

Det var åbenbart blot endnu en usandhed til danskerne, fordi han troede og håbede, at det var det, de ville høre. Da der så ikke var blåt flertal, løber han fra det, svigter alle sine værdier og sin loyalitet for at få et bagsæde i en ministerbil.

Jakob Ellemann-Jensens ageren minder mig mere og mere om Lars Løkke Rasmussens. Et politisk projekt, der handler ene og alene om dem selv. Magt for magtens skyld. Det bekymrer mig dybt, for det kan svække hele grundlaget for vores folkestyre.

For mig er en leder det både i medgang og i modgang. Man kan ikke bare hoppe i armene på fjenden, fordi man taber det første slag. Det er ikke den soldat værdig, som Jakob Ellemann-Jensen så tit taler om, at han har været.

Jeg har svært ved at se, hvordan jeg nogensinde igen skal kunne stole på Jakob Ellemann-Jensen. Hvis han ender med at danne par med Mette Frederiksen, er det selvfølgelig endegyldigt slut. Så bliver han aldrig statsminister med Nye Borgerliges støtte.

Du kan læse hele mit interview med Berlingske her: https://www.berlingske.dk/politik/pernille-vermund-i-voldsomt-og-usaedvanligt-angreb-paa-jakob-ellemann-han