29.11.2016 Regeringens udlændingepolitik koster hver dansker over 5.000 kroner om året. Det er prisen for at holde fast i forældede konventioner.

Den nye regering skriver i sit regeringsgrundlag, at ”Regeringen ønsker at indgå i et aktivt internationalt samarbejde og overholde de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig”.

Selvfølgelig skal man overholde de aftaler, man indgår, men når en indgået aftale fører en direkte mod katastrofen, skal man opsige aftalen.

Det står der intet om i regeringsgrundlaget. Det længste man strækker sig er, at man vil afholde en konference om den europæiske menneskerettighedskonvention en gang til næste år.

Og Flygtningekonventionen og Statsløsekonventionen er ikke nævnt med et ord.

Det betyder, at regeringen i sit udgangspunkt har lukket de fleste døre i hovedet på sig selv og ødelagt sine egne muligheder for at gennemføre en reform af udlændingepolitikken, der kunne løse de fleste problemer en gang for alle.

Den har henvist sig selv til at sy flere lapper på den katastrofale udlændingelov fra 1983, der gennem 33 år har misrøgtet det danske samfund til ukendelighed.

Hvis Danmark skal blive et land, hvor udlændinge kommer, fordi det er et godt land at arbejde i, og hvor danskerne tager godt imod udlændinge, fordi udlændingene bidrager både økonomisk og med gode ideer, skal migranterne ikke lukkes ind – det er nogle helt andre mennesker, vi skal tiltrække.

Migranterne, der kommer over Middelhavet, er en blandet gruppe af fortrinsvis afrikanske lykkeriddere, radikale islamister og unge arabiske mænd på jagt efter status som flygtning, der giver ret til offentlig forsørgelse og familiesammenføring.

Det er tåbeligt, at Danmark deltager i en konvention, der har skabt denne trafik.

Vi har ikke brug for disse mennesker. De koster en masse penge, giver kulturelle spændinger, fordi de tager deres muslimske religion med sig, og deres børn vokser i stort tal op som funktionelle analfabeter udenfor arbejdsmarkedet, men stærkt repræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.

Regeringen ved det godt. Men i stedet for at opsige konventionerne og lukke af, opfinder man et nyt afledningsforsøg.

Regeringen foreslår nu, at man vil arbejde i EU for at flytte asylbehandlingen ud af Europa til EU-lejre i Mellemøsten og Nordafrika.

Det er en meget dårlig og komplet urealistisk idé:

  • For det første er der ingen udsigt til, at EU kan eller vil blive enige om den sag
  • For det andet vil det kræve, at Danmark tilslutter sig en fælles asylpolitik i EU og opgiver national suverænitet over et helt centralt område af national selvbestemmelse
  • For det tredje ville det føre til en ophobning af afrikanske lykkeriddere og muslimske unge mænd på evig offentlig forsørgelse i EU-lejre i Mellemøsten og Nordafrika.

Hvorfor foreslår regeringen et tiltag, der er så tåbeligt, at det kunne være udtænkt i Det Radikale Venstres gruppelokale på Christiansborg?

Det gør man af tre årsager:

  1. Regeringen har behov for at vise at den agter at gøre et eller andet
  2. Regeringen vinder tid ved at skubbe initiativet ind under EU-paraplyen
  3. Regeringen slipper for at erkende, at det er Flygtningekonventionen, der er problemet.

Jeg forventer faktisk, at VLAK-regeringen vil gøre noget godt for Danmark. Men det er utroligt skuffende, at man fra begyndelsen hænger i bremsen på det allervigtigste område – udlændingepolitikken.

Det bekræfter mig i, at Danmark har brug for Nye borgerlige – et borgerligt parti, der er parat til at gøre det nødvendige og rigtige for Danmark.