Det er lidt gådefuldt, hvorfor regeringen med Lars Løkke Rasmussen har så svært ved at gå ind på DF’s krav om at sende migranterne hjem i stedet for at sende dem ud i kommunerne til et liv på overførselsindkomst med kriminalitet og shariaghettoer til følge.
Integrationsminister Inger Støjberg kaldte i går Danmarks udlændingepolitik gennem årtier for ’totalt mislykket’. Når erkendelsen er der, hvorfor nægter regeringen så at ændre grundlæggende kurs, hvor man sigter på hjemsendelse frem for mislykket integration?
Det burde ikke være svært for et liberalt parti at nå frem til, at integration ikke er en offentlig opgave, men et personligt ansvar for den enkelte indvandrer.
At fortsætte med at bruge op mod 8 mia. kroner om året på at modtage og forsøge at integrere muslimske indvandrere er direkte uansvarligt over for de danskere, der går på arbejde og betaler skat. Deres penge skal ikke hældes ned i et stort sort integrationshul. Deres penge skal gå til sundhed, skoler, uddannelse og ældreomsorg.
Det burde heller ikke være svært for en borgerlig regering at nå frem til, at når syrere i stort tal i disse måneder vender hjem til Syrien, så skal de syrere, der opholder sig i Danmark på midlertidig opholdstilladelse selvfølgelig samme vej.
At gøre midlertidige migranter til permanente indvandrere kan aldrig være borgerlig politik.
I dag kørte forhandlingerne helt af sporet. DF vil ikke føre en borgerlig økonomisk politik, og regeringen vil ikke gå ind på DF’s idé om at sætte migranter i lejre i stedet for at integrere dem ude i kommunerne.
Så som landet ligger nu op til jul, så må danskerne indstille sig på, at skatten stiger til næste år, og at den ’totalt mislykkede’ integrationspolitik fortsætter.
Det er for ringe. Politikerne kan ikke være bekendt hverken det ene eller det andet.
Uden tvivl har Danmark brug for en borgerlig økonomisk politik, hvor skatter og afgifter lettes, den offentlige vækst holdes i ave og flere arbejdspladser i den private sektor prioriteres. Det er den måde opsvinget kan holdes i gang, og velstanden for danskerne kan øges.
At DF opfører sig så afvisende overfor selv ganske beskedne skattelettelser, er uforståeligt fra et parti, der hævder at høre til i den borgerlige familie.
På den anden side er det lige så uforståeligt, at Lars Løkke ikke vil tage et grundlæggende opgør med den udlændingepolitik, som hans egen minister kalder ’totalt mislykket’.
Nye Borgerlige vil give statsministeren et tilbud, han ikke kan sige nej til.
Til gengæld for at gå ind på vores tre ufravigelige krav til en fornuftig udlændingepolitik vil jeg garantere, at Nye Borgerlige aldrig vil stå i vejen for en borgerlig-liberal økonomisk politik.
Jeg vil opfordre Kristian Thulesen Dahl til at indtage samme position. Sammen kan vi efter et folketingsvalg redde Danmark fra katastrofen.
Hvis nogen skulle have glemt det, så er Nye Borgerliges tre ufravigelige krav til enhver, der vil have vores støtte som statsminister:
- At indføre et totalt asylstop og sende migranter på midlertidig opholdstilladelse hjem, når der deres opholdstilladelse udløber.
- At udvise kriminelle udlændinge konsekvent efter første dom.
- At knytte retten til offentlig forsørgelse til statsborgerskabet. Udlændinge må forsikre sig privat.
Mange hilsner
Pernille