Hun kunne til nød få lov til at sidde i elevrådet på en folkeskole. Mere er hun simpelthen ikke kompetent til.
Det var min tanke her til eftermiddag efter halvanden time i selskab med forsvarsminister Trine Bramsen.
Anledningen var ministerens håndtering af sagen fra Forsvarets Efterretningstjeneste. Trine Bramsen var kaldt i samråd af Folketinget for at forklare sig. Jeg repræsenterede mit parti Nye Borgerlige.
Trine Bramsen havde ikke nogle svar.
Hvorfor har hun smidt en af Danmarks vigtigste samarbejder om at forhindre og forebygge terror ud til fuld offentlig beskuelse?
Danske specialstyrker sendt ud i verden for at bekæmpe terrorister og forsvare danske interesser med livet som indsats er totalt afhængige af, at vores allierede deler efterretningsoplysninger med dem. Tørrer de kilder ud, stiger risikoen for soldaterne stejlt.
Danske soldater dør, hvis ministeren svigter dem. Og det har hun gjort – svigtet.
For når Forsvarets Efterretningstjeneste ikke længere kan holde samarbejder om opsporing og nedkæmpning af terrorister hemmeligt, fungerer samarbejdet ikke.
Det forstod alle Trine Bramsens forgængere i ministerstolen helt tilbage til Den Kolde Krig. Det forstår Trine Bramsen ikke.
I stedet for at påtage sig ansvaret, stå vagt om danskernes sikkerhed og løse sagen sammen sine chefer i efterretningstjenesten i respekt for danske sikkerhedsinteresser, valgte hun at hjemsende de ledende medarbejdere, vaske sine egne hænder og præsentere sig for offentligheden som den store oprydder.
Det er simpelthen uansvarligt. Trine Bramsen skal ikke være forsvarsminister. Det er så forkert af have hende i spidsen for et ministerium, der har ansvaret for danskernes sikkerhed.
Hvert halve år fortæller efterretningstjenesterne, at trusselniveauet om terror i Danmark er højt. At militæret og politiet får afværget angreb mod Danmark i tide, kan vi kun takke et effektivt samarbejde mellem FE, PET og udenlandske tjenester for.
Det er alle danskeres sikkerhed Trine Bramsen spiller hasard med, når hun for at fremhæve sin egen person som oprydder, sætter det samarbejde over styr.
Det er danskernes sikkerhed, der kommer i fare, fordi en minister ikke påtager sig ansvar og risiko ved at få løst den slags sager internt af frygt for at kunne blive kritiseret senere.
Det er usselt at hæve ministerlønnen uden at tage ansvaret for sit embede. Så skal man ikke bestride det.
Allerede i sidste uge mødtes jeg med hende personligt for at forsøge at få en forklaring. Jeg opsøgte hende i ministeriet. Hun sad i sit ministerkontor omgivet af DJØF’ere på alle sider og alt, hvad hun havde at sige, var et modspørgsmål. Hvad skulle jeg ellers have gjort?
Sådan taler den minister, der forventes at tage ansvar for danskernes tryghed og sikkerhed. En skændsel.
Venlig Hilsen
Pernille Vermund