Jeg deler ikke DF’s og Morten Messerschmidts modstand imod alle udlændinge.

Senest valgte DF at indgå en aftale med Radikale Venstre og venstrefløjen i stedet for at stå sammen med de øvrige blå partier om at løse manglen på arbejdskraft.

Så voldsom er DF’s modvilje mod udlændinge på det danske arbejdsmarked, at selv en aftale med Radikale Venstre virker mere tillokkende.

Det tager jeg meget gerne en diskussion med Morten Messerschmidt om. For det virker mildest talt ulogisk, og jeg vil gerne gøre et forsøg på at få ham til at ændre holdning.

Udlændingepolitikken skal løses fra bunden. Det gør vi ikke ved at straffe de gode og belønne de onde.

I 2014 stemte DF i Folketinget ja til den lov, der gav midlertidig opholdstilladelse til de syriske migranter.

Det håber jeg, Morten Messerschmidt har fortrudt.

4.000 syrere er blevet til 40.000
Der er nemlig nu næsten 44.400 syrere i Danmark. I 2012 var her 4.900. Kun fire ud af ti er i arbejde. Resten er på varig offentlig forsørgelse. Meget få rejser hjem, og i løbet af de næste få år, vil de få deres permanente opholdstilladelse. Så er de blevet til indvandrere.

Det er altså ikke fornuftigt, at DF med den ene hånd lukker 40.000 migranter og efterkommere fra Mellemøsten ind, mens man med den anden hånd stædigt afviser udlændinge fra gode lande, der kommer for at bidrage.

Udlændinge fra de gode lande, der kommer for at arbejde, bidrager med 140.000 kroner, når alle udgifterne til dem og deres medfølgende familie er trukket fra.

Jeg synes, vi skal kalde en spade for en spade og give lettere afgang for virksomhederne til at ansætte udlændinge fra de gode lande – men indføre et stop for spontan asyl fra de muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika.

Luk for de dårlige – åbn for de gode
Lukke for de dårlige lande og åbne for de gode er forskelsbehandling til fordel for danskerne. Det har jeg det fint med. Det er at passe på Danmark.

Udlændinge fra vestligt orienterede lande, der kommer for at arbejde, falder næsten altid godt ind i det danske samfund og giver sjældent problemer.

De giver også et vægtigt bidrag til dansk økonomi.

Det er, når de kommer fra muslimske lande i Mellemøsten og Nordafrika, at vores erfaringer er meget dårlige.

Heldigvis fik jeg overtalt de andre blå partier til at gå samme vej. Vi har sammen lavet en liste over de gode lande.

DF holdt dumstædigt fast i, at alle udlændinge er uønskede og ville hellere hoppe i kanen med Radikale Venstre end være sammen med os andre i den borgerlige opposition.

Og ja både Indien og Mexico er på listen, men helt ærligt, vi har ingen problemer med mennesker fra de to lande.

Mexicanerne har så få straffelovsovertrædelser, at det end ikke kan måles statistisk, og de rejser hjem, når kontrakten udløber.

Indere, der arbejder i Danmark, er under halvt så kriminelle som danskere. Deres børn er ikke mere kriminelle end norske efterkommere, og de er den gruppe blandt ikke-vestlige, som har den højeste indkomst.