30.09.2018 Nye Borgerliges folketingskandidat i Tønder Anne Marie Buch skrev i august på Facebook, da afrikanske migranter stormede Spaniens grænse og angreb grænsevagterne med batterisyre og afføring, at spanierne var i deres gode ret til at forsvare grænsen – også med skydevåben.

Jyllands-Posten har samlet facebookopslag fra Nye Borgerliges kandidater og Anne Marie Buchs var et af dem. Opslagene er præsenteret i søndagsudgaven af avisen over tre sider.

Artiklen er skrevet med henblik på at forarge og fremstille Nye Borgerliges kandidater som ekstreme, voldelige og antidemokratiske.

Forargelsen har da heller ikke ladet vente på sig. De sociale medier flyder over med ’jamen altså’ og ’det kan man da ikke’ fra koret af de selvgode og de politisk korrekte.

På TV2 News blev jeg i morges spurgt til ’om det var en måde at byde flygtninge velkommen på’ – altså ved at skyde på dem. Hun var lige ved at tage pippet fra mig.

Dumhed og forargelse følges ad
For lige der forenede forargelsen og dumheden sig under samme hat. Og det hænger meget godt sammen. For man kan ikke blive forarget, hvis man tænker sig om.

Staten har ret til at forsvare sine grænser. Ja staten har, som Anne Marie Buch skriver i sit opslag, faktisk en pligt til at beskytte sine borgere mod fremmede, der forsøger at trænge ind. Politi og grænsepoliti har netop våben, fordi de i yderste instans skal kunne bruges, når den opgave skal løses.

Det er naturligvis ikke rart at tænke på, at politi og grænsekontrol kan havne i situationer, hvor de er nødt til at trække våben. Derfor vil det måske skræmme nogle, at man taler højt om disse problemer.

Men hvis man tænker alternativet igennem – at politi- og grænsepoliti fik frataget deres våben, fordi man ikke vil have, de bruger dem – hvad ville der så ske?

Retsstaten bygger på, at det er politi og militær, der har monopol på at brug vold. Hvis vi tillader, at indvandrebander eller migranter kan bruge vold til at få ret og magt, bryder retsstaten sammen, og vi får anarki. Det er det, der er alternativet.

Uden forsvarsvilje mister vi friheden
Kan et land have en grænse, som det ikke er villig til at forsvare? Kan man i det hele taget regne med at kunne bo i sit eget land, hvis man ikke er villig til at forsvare det?

Nej, sådan er verden ikke indrettet. Blot en minimal forståelse for og kendskab til historien vil fortælle én, at den, der mangler viljen og evnen til at forsvare sig, mister sig selv, sit land og sin frihed.

Og der er hvad de europæiske politikere har budt os i alt for mange år. Politikerne har svigtet – massivt.

De har åbnet vores grænser for indvandring og migration af mennesker, der ikke vil vores samfund det godt. I stedet for at beskytte vores lande og vores frihed har de undermineret det, der betyder allermest for os: At kunne leve frit og trygt i vores eget land blandt ligemænd og kvinder.

Vi siger det, som det er
Mit svar til Jyllands-Posten, TV2 og til alle de andre forargede og politisk korrekte er:
Vores folketingskandidater ikke er ekstreme. Det er til gengæld de politikere, der har svigtet danskerne og bragt vores frihed og sikkerhed i fare.

Vi lever i dag med koranklodser i gaderne, militærbeskyttelse af den jødiske synagoge i København og konstant politibeskyttelse af politikere, debattører og journalister, der har kritiseret islam.

Indvandrere og efterkommere fra de muslimske lande er massivt overrepræsenteret i kriminalitetstatistikkerne. Og antallet af anmeldelser for grov og personfarlig kriminalitet er steget voldsomt de seneste år.

I Nye Borgerlige siger vi tingene som de er. De forargede og de politisk korrekte kan lige så godt vænne sig til det. For vi lader os ikke kyse. Vi bliver ved.

For friheden og fædrelandet
Pernille Vermund