Regeringen har besluttet at rejse tiltale mod tidligere minister Claus Hjort Frederiksen.

Vi ved, at tiltalen drejer sig om overtrædelse af paragraf 109 i straffeloven, men så heller ikke mere. Anklageskriftet er hemmeligt.

Regeringen vil nu bede os i Folketinget om at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet, så han kan blive retsforfulgt og måske dømt efter et hemmeligt anklageskrift.

Det, synes jeg, er meget betænkeligt. Og jeg vil anbefale mine kollegaer i Folketinget at stemme nej.

Med mindre anklageskriftet bliver offentliggjort, er det efter min mening det eneste rigtige at gøre.

Den politiske immunitet, som medlemmer af Folketinget har, er indsat i Grundloven for at beskytte folkestyret mod overgreb fra regeringen.

Hvis et folketingsmedlem anklages for at stjæle, bedrage, øve vold eller på anden vis begå kriminelle handlinger, som ikke har noget med det politiske virke at gøre, har jeg ikke noget problem med at ophæve immuniteten, så sagen kan komme for retten.

Det at være medlem af Folketinget er ikke en ret til at være straffri for kriminelle handlinger.

Men når anklagen rejses af regeringen – og det gør den i sager af denne karakter, er det noget helt andet. Så er det, at Grundloven skal bruges til at sikre Folketinget over for regering og stat.

Det er meget principielt og vigtigt i et demokrati, at magtforholdet mellem parlament og stat ikke tipper over i statens favør.

Derfor anbefaler jeg, at Folketinget ikke ophæver Claus Hjort Frederiksens immunitet.

Den nye justitsminister Mattias Tesfaye har tilbudt mig at få en fortrolig præsentation af anklagen ovre på hans kontor. Det siger jeg nej tak til.

For det første fordi jeg ikke selv er jurist og ikke kunne få lov at tage en jurist med. Det betyder, at jeg alligevel ikke ville have en kinamands chance for at vurdere, om der er hold i anklagerne, eller om der er ved at ske et justitsmord på Claus Hjort Frederiksen.

For det andet fordi jeg for evigt vil være bundet på hænder og fødder af en tavshedspligt, som kan sende mig i fængsel, hvis jeg fortæller nogen om, hvad der står i anklageskriftet.

Ikke engang mine egne kollegaer i folketingsgruppen ville jeg kunne fortælle om det, og de skal jo også stemme i folketingssalen om at ophæve immuniteten.

Kærlig hilsen
Pernille