Forleden fik jeg mulighed for at prøve at være hjemmehjælper. Det var arrangeret af Ældresagen, som havde stillet en vogn op, hvor jeg så mødte et ældre menneske, som jeg skulle hjælpe med dagens gøremål.

Det faldt mig slet ikke svært. Min egen mor er alvorligt syg og har været det i mange år. Hun er i dag på plejehjem. Min barnepige, som i dag er en gammel kone, har jeg hjulpet meget, efter hun ikke længere kan så meget selv.

For mig er det naturligt og en del af livet at skulle hjælpe de ældre, der ikke kan selv.

Alligevel kunne jeg ikke undlade at reflektere over det, jeg oplevede.

Vi burde have krav på, at pengene altid bliver brugt fornuftigt, når vi betaler til offentlig service over skatten.

Det bliver pengene så langt fra i dag. Skattepenge bliver  i stor stil brugt på noget, der aldrig skulle have været en offentlig opgave, og den offentlige sektor er skyldig i massivt frås med danskernes penge på utallige områder.

Det ser jeg igen og igen.

Man plejer at sige, at jo mere, man får for pengene, jo mere effektivt er det. Målt på den måde alene er den offentlige sektor en månerejse væk fra at være effektiv.

Men begrebet effektivitet skal man være varsom med, når det kommer til omsorg for de ældre, pleje af de syge og de andre kerneområder i velfærden.

Det er ikke sådan, at vi automatisk vil få mere for pengene ved at lade færre sygeplejersker tage sig af patienterne. Ej heller er det nødvendigvis effektivt at ansætte færre pædagoger til at passe flere børn, eller sende hjemmehjælperen ud på otte hjemmebesøg i stedet for seks i løbet af en vagt.

Man kan ikke effektivisere den omsorg et menneske viser et andet. Det tager den tid, det tager, at hjælpe den ældre med at få støttestrømpe på.

Frås og spil i kernevelfærden finder man ikke ude i forenden, hvor de syge, de ældre og børnene møder de ansatte.

Det er længere oppe i systemet. Først og fremmest hos politikerne, som hele tiden ændrer krav og udsteder nye love og regler.

Det er i forvaltningerne, som uafbrudt opfinder mere kontrol og nye former for dokumentation og indberetninger, og det ude på institutionerne, hvor ledelsen ofte er mangelfuldt uddannet, holder alt for mange og lange møder og tit prioriterer politikernes og forvaltningernes behov over borgernes.

Alligevel så er det næsten altid personalet i det yderste led, der bliver mødt med nye sparekrav og forventninger til højere produktivitet. Næsten aldrig hører vi om, at reglerne bliver færre, systemerne forenklet, så der kan spares folk i administrationen.

Hvorfor ikke? Der er vel ingen, der har interesse i at lade forvaltningen vokse, mens kerneydelsen forringes?

Eller er der? Er der en grundlæggende fejl i velfærdsstaten, som vi skal have afdækket og repareret, inden vi kan komme videre?

Kærlig hilsen
Pernille

Men tjansen som hjemmehjælper hos ældresagen fik mig endnu engang til at fundere lidt på begrebet ‘effektivisere’, som ofte bliver brugt i den debatten om spild og frås i det offentlige.