Inger blev dømt i dag i Rigsretten. Det havde jeg ikke regnet med.

60 dages ubetinget fængsel er en hård dom på alle måder. Den er hård i forhold til, hvad Inger har begået, og det er hårdt for Inger, som skal acceptere dommen og tage sin straf.

Det kommer hun nok igennem. Hun har gode venner som mig selv, der nok skal støtte hende i den tid, der kommer.

Men det er også en hård dom over de mange andre politikere, som tilbage i 2016 pressede hårdt på for, at Inger Støjberg skulle sikre, at barnebrudene blev skilt fra deres ældre mænd.

Det gjaldt for eksempel socialdemokraten Dan Jørgensen, som 26. januar 2016 sagde: “Hvordan kan danske myndigheder have tilladt, at såkaldte barnebrude har boet sammen med deres voksne ægtefæller på danske asylcentre? Jeg er meget chokeret over det her. Tænk sig, at sådan noget kan foregå i Danmark”.

Eller den konservative Naser Khader, der samme dag sagde: ”Det er noget jeg og andre ligesindede har forsøgt at bekæmpe i mange år i Mellemøsten. Og så kan vi altså ikke flytte den del af Mellemøsten til Danmark. Det er helt vildt”.

Jeg vil ikke påstå, at hverken Socialdemokratiet eller Det Konservative Folkeparti opfordrede Inger Støjberg til at overtræde loven.

Men da det kom til stykket, stemte de begge to for en Rigsret imod Inger Støjberg uden tanke på, at de selv havde presset voldsomt for at sikre de mindreårige piger mod overgreb og for at sikre, at Mellemøstens sharia og dets kvindesyn ikke skulle importeres til Danmark.

For hvorfor har hverken Socialdemokratiet eller Det Konservative Folkeparti for længst sørget for at få loven ændret, så det ikke længere er Menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionens artikel 8, der bestemmer, hvad der er lov og ret her i landet?

Det er sagens kerne. Det er her, det egentlige svigt af danske værdier sker.

Når man blev opmærksom på, at Danmarks såkaldte ’internationale forpligtelser’ betød, at man i visse tilfælde og især, hvis barnebrudene var blevet gjort gravide i en meget ung alder, ville skulle lade dem blive sammen, hvorfor trådte Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti så ikke i karakter og forlangte, at dansk lov i disse tilfælde skulle stå over afgørelser fra domstolen i Strasbourg?

Jeg synes, det er hyklerisk, at politikere råber op og siger alt det rigtige, men når det kommer til handling, så viger de tilbage fra at gøre det nødvendige.

Der har aldrig været tvivl i mit sind. Vi skal ikke importere mellemøstlige værdier til Danmark. I Danmark skal det være danske værdier, der gælder. Så må internationale konventioner vige.

Desværre var det heller ikke sådan, Inger Støjbergs daværende chef Lars Løkke Rasmussen tænkte.

Den daværende statsminister fra Venstre var – og er – nærmest besat af internationale konventioner, som en form for europæisk sharia. Hans efterfølger håber jeg at kunne tale til fornuft.

Lars Løkke ville dengang, som jeg jo også mærkede, da vi stiftede Nye Borgerlige, hellere ofre danske værdier end undsige en eneste paragraf i en eneste international konvention.

Han gik endda så langt i sin sidste periode som statsminister, at han bandt vores land til den famøse Marrakesh-pagt.

Hvis jeg bebrejder Inger noget i dag, er det, at hun ikke mere højlydt sagde fra over for Lars Løkke Rasmussen og forlangte, at udlændingepolitikken skulle løses fra bunden – inklusive problemet med import af ældre mænd gift med mindreårige piger.

Hun burde have taget sagen til tops i regeringen i stedet for at forsøge at presse den halve løsning igennem systemet.

Dommen over Inger i dag har lært mig en ting. Jeg tog fejl i juraen. Jeg havde ikke troet, hun ville blive dømt.

Dommen over Inger i dag bør være en lektie for mange andre velmenende politikere på den blå side: Der er ikke noget alternativ til at løse udlændingepolitikken fra bunden. Lappeløsninger er ikke vejen frem.

Afgørelser fra udenlandske domstole kan ikke få lov at diktere ret i Danmark, når den fører til uret.

Hvis Inger bliver i politik, vil jeg se frem til sammen med Inger og alle andre gode kræfter at udlændingepolitikken løst på den rigtige måde – fra bunden. Ikke flere lappeløsninger.

Til gavn for danskerne. Til gavn for Danmark.

Kærlig hilsen
Pernille

 

Link til udtalelser af Dan Jørgensen og Naser Khader

https://nyheder.tv2.dk/politik/2016-01-26-s-kraever-svar-fra-stoejberg-hvad-vidste-du-om-barnebrude