07.03.2017 Danmark har én altoverskyggende udfordring, som skal løses – udlændingepolitikken.
Hvis ikke vi får gjort op med asylpolitikken, får de kriminelle udlændinge smidt ud og sat en bom ned for udlændinges træk på det danske velfærdssystem, kan resten sådan set være lige meget – for så forsvinder det Danmark, vi kender og holder af.
Den erkendelse har vi i Nye Borgerlige og jeg fornemmer, at den samme erkendelse findes i DF. De gør bare ikke noget ved det.
I stedet danser de kædedans om guldkalven sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjen og kræver flere penge, mere velfærd – og nægter at tage ansvar.
Vi har i Danmark en borgerlig/liberal regering, som gerne vil meget, men kun kan meget lidt. Den har siddet i 100 dage og er ikke kommet ud af stedet, fordi DF hellere vil danse om guldkalven end at tage fat.
Det er bedrøveligt for Danmark, for udfordringerne er store, og lappeløsninger er ikke længere nok. Der skal gennemgribende reformer til – både i udlændingepolitikken og i velfærdsstaten.
Der er cirka 30 milliarder kroner at spare ved at gennemføre en udlændingepolitik, der tager fat om nældens rod og løser problemerne en gang for alle.
30 milliarder kroner, som kan bruges på at gennemføre meget af Lars Løkkes regerings reformpolitik med lavere skat i både top og bund, en lavere boligbeskatning og lettelser i de nogle af de alt for høje afgifter.
At tage fat om nældens rod betyder:
- Stop for spontane asylansøgninger i Danmark. Flygtninge hjælpes i nærområderne
- Konsekvent udvisning af kriminelle udlændinge efter første dom
- Begrænsning af offentlig forsørgelse til kun at gælde danske statsborgere. Udlændinge må forsikre sig privat.
- Stop for offentlige udgifter til integration. Integration er et personligt ansvar – ikke en offentlig opgave
- En kvote for tildeling af dansk indfødsret – efter en personlig vurdering af hver enkelt ansøger.
Nye Borgerlige har haft anerkendte økonomer til at regne på disse fem punkter. Det koster de danske skatteydere cirka 30 milliarder hvert år, indtil fornuften indfinder sig og et flertal gennemfører en holdbar udlændingepolitik.
Man må spørge Kristian Thulesen Dahl:
Hvorfor synes DF, det er bedre at lave små lappeløsninger end at få en langtidsholdbar udlændingepolitik?
Hvorfor tilbyder DF ikke regeringen at støtte økonomiske reformer til gengæld for en reform af udlændingepolitikken?
Hvorfor giver DF regeringen en kurv gang på gang, og hvorfor finder det såkaldte støtteparti behag i at genere og modarbejde regeringens ministre i stedet for at tage fat på det væsentlige?
Svarene blæser i vinden. Og imens er vælgerne ved at fortvivle over Folketingets mangel på handlekraft.
Min opfordring til regeringen her 100 dage inde i VLAK-perioden er den samme:
Gennemfør den rigtige udlændingepolitik. Løs udfordringen og hæv 30 milliarder i banken, som kan gives tilbage til borgerne i form af skattelettelser.
Hvis I ikke vil det, og ikke kan noget af det andet, I vil, så gå af – for Danmark har brug for handling, ikke for taburetklæbere.
Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige