08.03.2019 Det var en vild dag i går.
Tak for opbakningen fra alle jer, der har sendt hilsner og opmuntringer.
Formanden for DF Kristian Thulesen Dahl og jeg var i debat i to timer. Det foregik i Aabenraa på det traditionsrige Folkehjem.
Thulesen Dahl og jeg stiller begge op til Folketinget i Sydjyllands Storkreds. Jeg for første gang. Han for tredje gang.
Han kom i Folketinget som 24-årig i 1993 og har levet hele sin ungdom og sit voksne liv i politik. Jeg har endnu min debut fra Folketingets talerstol til gode og har brugt det meste af mit voksne liv på mit arbejde som arkitekt, på at opbygge min virksomhed og på at være mor for mine tre drenge.
Jeg vil blankt indrømme, at jeg var nervøs før debatten i går. Tvivlen om, hvorvidt jeg kunne hamle op med en så erfaren politiker som Kristian Thulesen Dahl, nagede mig.
En mand, der kender Christiansborgs maskinrum bedre end så mange andre og som har indgående viden om detaljer i alle de politiske aftaler og forlig, der udgør det helt specielle politikermiljø på Christiansborg.
Kunne jeg komme igennem med mine egne holdninger og synspunkter over for ham, når først han rullede sig ud? Jeg er jo bare mig.
Det var en vigtig debat for mig personligt og for alle dem, jeg gennem de seneste tre år har bygget Nye Borgerlige op med. Og det var også vigtigt på et højere plan, fordi jeg vidste, at hvis jeg faldt igennem, kunne det have svækket Nye Borgerlige, og jeg ville ikke kunne få løst udlændingepolitikken fra bunden.
Selv ikke da vi stod der i salen omgivet af tv-kameraer og fotografer på alle sider, havde jeg endeligt besluttet mig for, hvordan jeg ville gribe det an.
Kristian Thulesen Dahl skulle indlede, og jeg kom efter. Da jeg hørte hans indledning, vidste jeg, hvad jeg skulle.
Det var så teknisk og politiker-agtigt, alt hvad han sagde i sin indledning. Jeg kunne ikke høre nogen vilje, jeg kunne ikke mærke nogen flamme, der brændte. Jeg kunne kun høre 25 års parlamentarisk erfaring med forhandlinger, forlig, aftaler og kompromisser.
Jeg besluttede mig for at fortælle om, hvorfor det er så vigtigt, at vi får løst udlændingepolitikken fra bunden. At det, der er på spil, fordi politikerne fortsætter med lappeløsninger, er vores frie og trygge samfund. At det er vores børns fremtid, politikerne bruger i deres spil.
Det brugte jeg min taletid på. For det er det, der er vigtigt for mig. Da Kristian Thulesen Dahl lagde ud, kunne jeg med det samme mærke, at jeg slet ikke er en rigtig politiker. I hvert fald ikke endnu. Jeg er først og fremmest mig selv. Jeg er Pernille med arkitektvirksomheden og drengene derhjemme. Det er kampen for vores frihed og deres tryghed, der driver mig.
Magtspillet i sig selv er ikke vigtigt for mig. Hvordan politikerne fordeler deres ministerbiler, må de selv skændes om. Det, der er vigtigt for mig, er at få problemerne løst. Jeg vil have det danske værdifællesskab som rammen om vores liv sammen i Danmark sikret. Det er det, der tæller, og ikke antallet af poster, mandater, anseelse eller indflydelse.
Jeg havde besluttet mig. Og så gik det godt. Jeg fik sagt, hvad jeg ville, ordene kom ud i den rigtige rækkefølge, og nervøsiteten forsvandt.
At det blev en god debat er også Kristian Thulesen Dahls fortjeneste. Jeg oplevede, at han forsøgte at være oprigtig, og selv om vi er uenige om meget, så kunne vi få talt om det uden at rive hovederne af hinanden.
Debatten var startskuddet til valgkampen. En valgkamp, der for mig handler om Danmarks fremtid som et frit, rigt og trygt land. Jeg håber, at danskerne bakker os op.
