Peter Seier Christensens blog 22.10.2017
Se godt på dette diagram. Det viser antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark i perioden 1983 til 2017. I 1983 var der 60.000. Nu er her 477.000.
Der er to ting, som springer i øjnene, når man ser på diagrammet. Der er kommet rigtig mange i perioden, og antallet stiger år for år. Stigningstakten svinger lidt fra år til år, men det går kun en vej: OP. Det er derfor ikke rigtigt, hvis det påstås, at der er styr på tilstrømningen.
Da den borgerlige regering tog over i 2001, var antallet 268.000. Det tal er steget med 208.000 siden da. Dermed ikke sagt, at det ikke var vigtigt, at der blevet strammet i 00’erne. Hvis ikke det var sket, ville antallet i dag sandsynligvis være langt højere. Men stramningerne var ikke tilstrækkelige, og det er de stadig ikke. Stigningstakten var mindre i 00’erne (3,7 % om året i gennemsnit) end i ’90erne (8,4 % om året i gennemsnit), men det er ikke rigtigt, at der skete en væsentlig opbremsning. Ser vi på antallet, steg det med 12.900 om året i 90’erne, og med 9.400 om året i 00’erne. I 10’erne indtil nu (2011-2017) er tallet steget til 14.800 om året, altså mere end i 90’erne! (Alle tal er i gennemsnit over den givne tidsperiode).
Antallet stiger altså stadig ufortrødent år for år. Det vil det fortsætte med at gøre, indtil der bliver truffet nogle effektive beslutninger, som for alvor gør op med den udlændingepolitik, Danmark har ført fra 1983 og frem.
De seneste tre år er stigningstakten gået op igen. I perioden 2015-2017 har stigningen været på 24.200 om året i gennemsnit!
En del af stigningen kommer automatisk ved, at indvandrerne får børn. Derfor vil antallet stige, selv hvis vi ikke havde nogen indvandring overhovedet. Men det er kun en mindre del af det. I løbet af de sidste tre år er der kommet 72.500 nye indvandrere og 15.800 flere efterkommere. Der kan derfor gøres meget ved at stoppe for indvandringen.
Langt de fleste er kommet som flygtninge eller familiesammenførte med flygtninge. Derfor vil Nye Borgerlige indføre et totalt asylstop. Det er HELT nødvendigt, at det bliver stoppet nu. Udviklingen må ikke fortsætte.
Tallene er fra Danmarks Statistik.
Peter Seier Christensen