14.12.2018 Terrorangrebet i Strasbourg forleden var en påmindelse til os alle om, at selv om Islamisk Stat er trængt i Syrien og Irak, er islam som voldelig trussel mod vores frihed og tryghed så langt fra slået tilbage.
Råbet Allahu Ahbar, som den franskfødte muslim og terrorist lod runge gennem Strasbourgs smalle gyder, før han dræbte tre og sårede 12 af gæsterne til byens julemarked, er også en påmindelse til statsminister Lars Løkke Rasmussen, om at han tog fejl.
Han tog fejl, da han i sin nytårstale den 1. januar i år sagde, at konflikten med de uintegrerbare indvandrere ’ikke handler om religion’.
Jo, det handler om religion. Det handler om islam. Islam er både en politisk ideologi og en religion. I islam kan de to ikke skilles ad, for religiøse muslimer vil ikke acceptere, at religion skilles fra politik.
Derfor bliver det også direkte tåbeligt, når en tidligere Venstremand og nuværende medlem af Europa-Parlamentet for Det Radikale Venstre Jens Rohde påstår, at terrorangrebet i Strasbourg ’intet har med islam at gøre’.
Når den 29årige Chérif Chekatt efter myndighedernes oplysninger blev radikaliseret i fængslet, når han under angrebet anpriser muslimernes gud, og når han af Islamisk Stat udråbes til martyr, kan man ikke uden at fortrænge virkeligheden fastholde en påstand om, at terroren, der plager de europæiske demokratier, ikke har sin årsag i islam.
Om godt to uger skal Lars Løkke Rasmussen holde nytårstale igen. Han får dermed lejlighed til at korrigere sin egen ét år gamle fejltagelse. Og det er nødvendigt.
Hvis vi skal bekæmpe den islamiske terror, skal vi forstå, hvor den kommer fra. Hvilken ideologi, der ligger bag, og hvordan vi gennem en misforstået tolerance, som giver islam indflydelse i samfundet, øger truslen mod vores egen tryghed og i yderste konsekvens mod vores demokrati, frihed og folkestyre.
Jeg har ikke nogen interesse i at male et fjendebillede op, som gør hver en muslim i Europa til en uven. Det vil for det første ikke være rigtigt, og for det andet vil det heller ikke løse problemet. Der er naturligvis muslimer, som ikke sætter deres religion over friheden og demokratiet.
Det har de besluttet hver for sig, og den beslutning åbner for, at de med muslimsk baggrund kan leve i og bidrage meningsfyldt til at udvikle et frit og demokratisk samfund.
Vi skal skelne mellem den enkelte muslim som menneske og islam som religion/ideologi. Islam får ikke indflydelse uden religiøse muslimer. Derfor har antallet af religiøse muslimer betydning for islams indflydelse på vores samfund. Som muslim bør man have en egeninteresse i at forkaste den politiske del af islam og omfavne friheden og demokratiet. Man får et bedre liv af det. Og det gør vi andre også.
Men den tilskyndelse giver vi ikke muslimer, når ledende politikere med statsministeren i spidsen bliver ved med at insistere på, at der ikke er noget galt med islam, at al den vold, undertrykkelse og terror, vi ser udspille sig for øjnene af os, ikke har noget med islam at gøre.
Hvis politikerne ville åbne øjnene til den måske barske og knap så politisk korrekte virkelighed, ville de være nødt til at konkludere, at islam som ideologi er i direkte og voldsom opposition til demokrati, frihed og folkestyre.
Jo mere indflydelse islam får i et samfund, jo mindre plads bliver der til friheden og demokratiet. De to kan ikke forenes. De er modsætninger.
Derfor er det også bydende nødvendigt, at demokratierne i Vesten udelukker islam fra indflydelse på samfundslivet på alle planer. Imamer er pr. definition demokratifjendske. De er modstandere af de individuelle frihedsrettigheder. Vi har ikke noget idémæssigt fælles gods med muslimske imamer.
Derfor skal man heller ikke omfavne islams præster med ’respekt’, som statsministeren sagde i sin nytårstale. Islam skal afvises, og muslimer skal have at vide, at islam som ideologi ingen plads har i vores frie samfund.
