Som konservativ i værdidebatten – og måske fordi jeg også har en baggrund som arkitekt – undrer det mig, at politikere til højre for midten ofte svigter, når det drejer sig om kulturpolitik.
Det er et problem.
For forudsætningen for at genrejse det borgerlige Danmark er, at vi som folk forstår og værdsætter, at det er vores fælles kultur, der danner grundlaget for vores tillidsfulde omgangsform med hinanden – og dermed for et meget mere borgerligt samfund.
Vores kultur og traditioner forbinder os til hinanden og til de generationer af danskere, der kom før os. Som danskere har vi rødder i den samme muld, og sammen skaber vi vores efterkommeres historie.
Vores kultur skaber forankring i tilværelsen.
Det forpligter.
I en tid, hvor globaliseringen, kompleksiteten og hastigheden kan have tendens til at rive os fra hinanden og skabe mistrivsel, knytter vores kultur, normer og værdier os sammen. Som folk og i forpligtende fællesskaber.
Det skal vi værne om.
For uddannelsespolitikken betyder det, at respekten for et dybdegående kendskab til vores egen kultur og historie skal genintroduceres. I den danske historie, litteratur, kunst og arkitektur er der viden og idéer, som giver perspektiv og forståelse af, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvad vi kan.
Den viden skal deles og formidles i undervisningen.
For kulturpolitikken betyder det, at det er vores historiske kulturarv, der skal prioriteres og formidles.
Statens rolle over for kulturen er altså at gøre den tilgængelig igennem kulturtilbud. Men den er også at skabe selve efterspørgslen igennem formidling allerede fra barnsben af både litteratur, kunst og historie.
Staten skal ikke skabe kultur, men skabe gode rammer for, at danskerne kan bevare og udvikle kulturen.
Og for erhvervspolitikken betyder det, at vi i højere grad skal skabe rammerne for, at erhvervslivet og kulturen kan bidrage positivt til hinandens udvikling.
På lang sigt betyder kulturen alt. Det er vores særlige, danske værdier, der har gjort vores samfund velstående.
Derfor er der brug for en borgerlig kulturkamp efter alt for mange år, hvor det borgerlige Danmark har fokuseret på samfundsøkonomi og overladt kulturen til venstrefløjen. Og det haster.
For vores kultur er under pres.
Af en indvandring fra Stormellemøsten, der har medført tilstedeværelsen af en dominanskultur i visse indvandrerkredse.
Af en magtfuldkommen stat, der svækker familierne og de frivillige fællesskaber – og gør os rodløse.
Og af wokeismen, der med krav om særhensyn og indirekte privilegier til særlige grupper spreder sig som et minefelt af usikre grunde for os at betræde – og dermed svækker vores ellers frie og uformelle omgang med hinanden.
Det er tid til en borgerlig kulturkamp.
Det haster.