Terrororganisationen Hamas har den 20. maj indvilget i at stoppe raketangrebene mod Israels civilbefolkning – for nu. Israel stoppede derfor også sine angreb mod Hamas og Islamic Jihads militære installationer og infrastruktur i Gaza.

Der er døde på begge sider af konflikten. Flest blandt palæstinenserne i Gaza. Det er ulykkeligt og gør én bedrøvet, men det gør mig også vred.

Israel har islamiske bevæbnede bevægelser som naboer i Gaza, Libanon og Syrien. Hamas i Gaza er en rendyrket terrororganisation bygget på islam. Og islam er sådan i sit væsen, at man aldrig slutter fred, før fjenden underkaster sig islam.

Pause – ikke fred
Vil man ikke det – og det vil vi ikke i Vesten, og det vil Israel som en jødisk demokratisk stat heller ikke – er der ingen udsigt til varig fred. Man kan kun håbe på en pause i kampen.

I går gik Hamas ind på at holde pause.

Der er for mig ingen tvivl om, at Israels forsvar mod en kompromisløs og voldelig afart af islam er et helt nødvendigt forsvar for frihed, demokrati og folkestyre.

Herhjemme skal vi holde islam fra at få indflydelse i samfundet af samme grund. Israelerne oplever i form af terror og raketangreb, hvad islam fører med sig, når den islamiske ideologi får frit spil.

Israels kamp er vores kamp
Folkene i spidsen for Hamas har ingen respekt for menneskeliv, præcis som med Islamisk Stat, Al Qaida, Taliban, BokoHaram, al Shabab og hvad ellers de islamiske bevægelser kalder sig spredt ud over Mellemøsten og Nordafrika.

De har bygget deres ideologi op omkring islam, som de mener, giver dem ret til at angribe, dræbe og undertrykke andre mennesker i Guds navn.

Det må være frygteligt at have den slags naboer, for der er intet håb om fredelig sameksistens. Der er ingen mulighed for fred. Man kan højst satse på at slå så hårdt igen, at man får fred i et stykke tid.

Israel er et ungt land, som blev til i kølvandet på tyrkernes nederlag og opløsningen af det osmanniske imperium efter Første Verdenskrig, men det var først efter Holocaust og Anden Verdenskrig, at Israel fik selvstændighed.

En brik i Den Kolde Krig
Det var en turbulent tid og Israel kæmpede i de første årtier mod de arabiske lande, som ønskede en fælles arabisk stat fra Cairo til Baghdad.

Israel blev en brik i Den Kolde Krig mellem kommunismen og de frie demokratier – på demokratiernes side. Araberne allierede sig med Sovjet-kommunismen.

Gennem tre krige i 1948-49, 1967 og 1973 forsøgte de arabiske lande i alliance med Sovjet at overløbe Israel. Alle tre gange led de nederlag til Israel, som blev støttet af de vestlige demokratier.

Da Sovjet og kommunismen blev svækket og senere faldt sammen, blev der skabt et håb om fred. I årene efter lykkedes det at få de gamle kommunister blandt araberne til forhandlingsbordet. Der blev indgået aftaler med PLO og med Jordan. Forholdet til Ægypten blev også bedre.

Murens fald gav håb om fred
Det kunne være lykkedes at få skabt en bæredygtig fred mellem Israel og araberne, hvis ikke den islamiske vækkelse, som tog fart op gennem 1980’erne, var kommet på tværs og umuliggjort det kompromis om ’land-for-fred’, som Israel siden krigen i 1967 havde arbejdet for.

De landområder, som blev erobret fra araberne, da de led nederlag i krigene, skulle gives tilbage til gengæld for anerkendelse, fred og samarbejde.

Det lykkedes at få fred med Ægypten til gengæld for at Israel trak sig ud af Sinai og opgav sine oliefelter i Det Røde Hav til Ægypten.

Det lykkedes at få en aftale om en fredsplan med PLO til gengæld for at Israel trak sig ud af Gaza og dele af Vestbredden, og Jordan sluttede af samme grund også fred med Israel.

Israel har således til gengæld for aftaler om fred allerede trukket sig tilbage fra 90% af de landområder, araberne tabte i de krige, de vel at mærke selv startede.

Islam saboterede håbet
Men islam slutter aldrig fred med de ’vantro’. I takt med at de verdslige arabere nærmede sig normale og fredelige relationer med Israel, trængte islam sig længere og længere frem på scenen.

1980’erne og 1990’erne blev to årtier præget af islams vækkelse i hele den arabiske verden.

Arabernes krigsførsel mod Israel blev religiøst betinget. Det handlede nu om at befri ’de hellige steder’, om at udrydde ’de vantro’ og ’sikre islam herredømmet’.

Selvmordsbomberne kom i spil, som det ultimative religiøse våben, og martyrerne fik en religiøs ophøjet placering i den arabiske fortælling.

Organisationer som Hamas, Islamic Jihad og Hezbollah blev toneangivende i den væbnede kamp og overtog ansvaret for den fortsatte terror fra de gamle kommunist-terrorister i PLO og PFLP.

Muren faldt mellem Øst og Vest, men for at dæmme op for fuldstændig hæmningsløs og kompromisløs islamisk jihad, begyndte Israel at bygge en ny mur mellem sig og islamisk terror.

Grænsen til Gaza blev hegnet ind og også grænsen til Libanon blev lukket for at undgå infiltration af islamiske terrorister.

Islam fører også krig mod muslimer
Islam førte også krigen og terroren ind blandt sine egne. På Vestbredden, som er delvist under israelsk kontrol og delvist under palæstinensisk, kæmper PLO og Hamas om magten. Ikke ved valgurnerne, men med likvideringer, bombesprængninger, bortførelser, tortur og fængslinger.

På grund af islams kompromisløshed er de palæstinensiske områder i dag et vildnis af modarbejdende grupper, korruption, vold og ekstremisme.

Det er ikke en konflikt Israel har lod i, men som umuliggør, at man kan komme nogen vegne med at finde en fredelig løsning.

Israelerne har retten til at leve i deres eget land
Slutteligt vil jeg sige, at Israelske politikere ikke altid træffer de rigtige beslutninger. Jeg er langt fra enig med alt, hvad den israelske regering gør.

Men jeg kan godt hæve mig over uenighederne og se, hvilke udfordringer man står med, når man som Israel er et demokrati baseret på verdslig lovgivning omgivet af islamiske bevægelser og diktatoriske arabiske regeringer.

Det er ikke let, men Israelerne har min støtte for at insistere på deres ret til at leve i deres eget land.

Pernille Vermund