16.05.2018 Som formand for Nye Borgerlige er jeg engageret i en værdikamp for at bevare og styrke det danske værdifællesskab.

Af politiske modstandere mødes jeg ofte med direkte beskyldninger om racisme, fremmedhad og det, der er værre.

Jeg vifter det væk og siger pyt. Men jeg ved fra andre, at det går dem på, og mange holder sig af den grund fra deltage i debatten og sige deres mening.

Det er urimeligt i et demokrati, hvis udskamning bruges til at undertrykke meningsudvekslinger. Den form for politisk korrekthed er ødelæggende for vores samfund.

Det er heldigvis ikke alle, der har de motiver. Grunden til at jeg og mine meningsfæller tillægges alle disse nederdrægtige egenskaber skyldes nemlig i stort omfang, at vores politiske modstandere ikke hører, hvad vi egentlig siger, men kun hører, hvad de tror, vi vil sige.

Muslimer eller islam
Forleden skrev jeg et debatindlæg til JydskeVestkysten med overskriften ”Islam skal ingen indflydelse have i samfundslivet”.

Det kan læses her: https://www.jv.dk/debat/Islam-maa-ikke-faa-plads-i-samfundslivet/artikel/2611156

I avisens online-sektion fik en redaktionssekretær det til: ”Muslimer må ikke få plads i samfundslivet”.

Mit indlæg handler om, at staten ikke skal give privilegier til islamistiske trossamfund. Overskriften, som JydskeVestkysten satte på, gav indtryk af, at jeg vil indskrænke borgerrettighederne for muslimer.

Da avisen blev gjort opmærksom på den enorme forskel i betydningen, skyndte de sig at rette overskriften. Det må jeg give dem.

Den kulturradikale debattør Amalie Lyhne lavede samme fejlslutning, da hun refererede, hvad jeg havde skrevet om faren ved islamisk fundamentalisme. Men i modsætning til Jydske Vestkysten har hun undladt at rette sin fejl.

“Den islamiske vækkelse spreder død og ødelæggelse, hvor man tillader den at slå rod. Derfor handler det simpelthen om at luge ukrudtet ud”, skrev jeg.

I Amalie Lyhnes hoved blev det til: ”Hun kalder muslimer for ukrudt”, som hun proklamerede om mig i Berlingske Tidende i sin klumme.

Det slår mig, at hvis hverken journalisterne på provinsdagbladenes redaktioner eller en hovedstads-debattør kan skelne, så er det måske ikke så underligt, at de kalder os for racister og fremmedhadere.

I de år, jeg har været engageret i denne debat, har jeg gjort mig umage med at være præcis i min skelnen. Jeg skriver islam, når jeg mener islam, og jeg skriver muslim, når jeg mener muslim.

Det gør jeg, fordi det er vigtigt at skelne for at forstå de politiske udfordringer.

Værdikampen
En af de største trusler i vor tid mod friheden, demokratiet og trygheden er islams stigende indflydelse i de europæiske demokratier.

Derfor er værdikampen FOR værdifællesskabet i høj grad også en kamp IMOD islam som ideologi og som religion.

Islam er i sit væsen både en religion og en politisk ideologi. Det kan ikke skilles ad. Som ideologi er islam i opposition til demokratiet og frihedsrettighederne, og som religion er islam i opposition til sekulære samfund som vores, hvor religiøse dogmer aldrig må stå over loven.

Værdikampen er ikke en kamp mod muslimer. Det er kamp for vores værdier og imod de værdier, der ligger i islam.

Det er en vigtig skelnen – mellem muslimen som menneske med samme rettigheder og pligter som andre borgere og ideologien og religionen islam, som jeg under ingen omstændigheder vil lade få rettigheder og indflydelse i samfundet.

Mit mål er at sikre, at det frie og trygge samfund, jeg selv er vokset op, også vil være der for mine børn. Jeg kæmper for demokratiet, folkestyret, det tillidsbaserede samfund, for ligestillingen mellem kønnene og for danskernes ret til at leve deres liv så frit som muligt uden unødig indblanding fra myndigheder og stat.

Det er hverken fremmedhad eller racisme – tværtimod.

Pernille Vermund