Rasmus Paludan har sat dagsordenen den seneste uges tid, og det har ikke været kønt at følge. En demonstration af et par minutters varighed på Nørrebro blev mødt af omfattende hærværk og uroligheder. En efterfølgende ikke-demonstration i Albertslund, hvor han end ikke mødt op, førte også til hærværk.
Han har nu fået demonstrationsforbud, fordi politiet mener, at der er en alvorlig trussel mod de demonstrationer, som Rasmus Paludan arrangerer, og at der er en alvorlig trussel mod ham selv.
Forbuddene er midlertidige, men de vil blive forlænget og siden sikkert gjort permanente. For som politiet sagde ved sidste forlængelse: ”situationen ikke har forbedret sig”. Hvem tror på, at ”situation” nogensinde vil forbedre sig?
Jeg tvivler på, at Paludan får lov til at demonstrere igen. Det vil vi tale om en uges tid endnu. Derefter er det glemt. Voldsmændene har vundet. Danmark har tabt. Mange er ligeglade. Bare de slipper for problemerne.
Men vi slipper netop ikke for problemerne. Modsamfundet i de muslimske parallelsamfund vil fortsætte med at vokse. Volden vil midlertidigt reduceres til det normale, daglige og i øvrigt uacceptable niveau, men kun indtil næste ”fornærmelse” dukker op.
Så eksploderer det igen. Tro mig kære politikere og meningsdannere: Det går ikke væk, fordi I ser den anden vej. Det ved I formentlig godt, men I tør ikke se det i øjnene. For hvis I ser det i øjnene, vil I være nødt til at indrømme, at I har taget fejl, og at der er behov for handling nu.
Voldsmændene bliver lige nu bekræftet I, at de kan få deres vilje, hvis blot de viser deres voldsparathed. Og barren for ”fornærmelser” vil blive sat ned. Kravene vil blive større. Vi burde have lært lektien nu. Vi har haft Muhammedkrisen. Mordforsøget på Lars Hedegaard og Kurt Vestergaard. Terrorangrebene i 2015. Nu Paludan.
Der er ikke råd til fejhed. Vi må sætte foden ned og beslutte, at vi ikke vil acceptere det. Vi må insistere på Danmarks værdier, koste hvad det vil. Det er på høje tid.
Peter Seier Christensen
