Muligheden for at forhindre lempelser i udlændingepolitikken er der.
Grundlovens paragraf 42 giver et mindretal på 60 mandater i Folketinget retten til at kræve en folkeafstemning om en lov, før den kan træde i kraft.
I dag vedtog regeringen sammen med venstrefløjen at hæve ydelserne til offentlig forsørgelse af migranter og indvandrere, så en migrant på integrationsydelse med tre børn fremover vil få 19 procent mere udbetalt hver måned.
Ville ikke sende lempelser i udlændingpolitikken til afstemning
Alt, der hæver ydelserne til udlændinge, vil samtidig tiltrække flere og derfor være lempelser af udlændingepolitikken.
Jeg og Nye Borgerlige opfordrede kraftigt alle ’vennerne’ i blå blok til at skrive under på, at danskerne skulle høres ved en folkeafstemning og dermed forhindre, at loven bliver til virkelighed.
Det nægtede de. DF’s 16 medlemmer af Folketinget har i dag givet tilsagn om at støtte en folkeafstemning. Det er jeg glad for. Ingen fra Venstre. Ingen fra Det Konservative Folkeparti og ingen fra Liberal Alliance.
De har to dage endnu til at ændre mening, men intet tyder på, at medlemmerne af Folketinget fra de tre partier vil lade handling følge af ord.
Desværre for danskerne. Desværre for folkestyret.
Det er ikke fordi, de tre borgerlige partier er tilhængere af loven. De har alle tordnet imod den fra Folketingets talerstol og i folketingets udvalg for udlændinge og integration.
Nægter trods fælles modstand mod lempelser i udlændingpolitikken
Der er totalt enighed blandt alle fem partier i oppositionen om, at det er en helt forkert vej at gå ligefrem at sætte ydelserne til migranter og indvandrere op. Før valget havde den gamle VLAK-regering sammen med DF faktisk aftalt det modsatte – at sætte ydelserne ned.
Men da det kom til stykket ville kun DF sætte handling bag ord. De øvrige tre partier svigtede, da det gjaldt.
Vi befinder os i en politisk situation, hvor et stort flertal af danskerne i foråret stemte på politikere, der ønskede i det mindste at fastholde udlændingepolitikken så stram, som den er.
Fra S over V, K og LA til DF lovede politikerne at holde fast.
Mette F. burde være garanten mod lempelser i udlændingepolitikken
Mette Frederiksen blev kun statsminister, fordi hun forsikrede sine vælgere om, at hun var en garant for en stram udlændingepolitik. I dag viste hun det modsatte i folketingssalen.
Det var måske forventeligt, at Mette Frederiksen ville bøje af for krav fra Det Radikale Venstre og venstrefløjen, men det er hykleri og et svigt af de blå partier i oppositionen, når de afviser at bremse skaden, selvom de har Grundloven bag sig til at gøre det.
De vil hellere fastholde magten på Christiansborg og skade Danmark, end de vil give danskerne det sidste ord – og mulighed for at forhindre skaden.
Walk the talk, siger man på engelsk. Man skal sige, hvad man mener og gøre, som man siger. Det skylder man sine vælgere.
Jeg og Nye Borgerlige fortsætter kampen for danskernes frihed. Og vi fortsætter presset mod de andre partier i Folketinget.
Næste gang, regeringen og venstrefløjen laver lempelser i udlændingepolitikken, gentager vi kravet om en folkeafstemning, og håber de andre partier i blå blok vil tage ansvar for Danmarks fremtid.
For friheden og for fædrelandet
Pernille Vermund