Regeringen vil gerne give mulighed for, at udvalgte grupper blandt dem, der har arbejdet mere end 42 år, skal kunne gå tidligt pension.
Vi anerkender, at mange der har været på arbejdsmarkedet i mange år, har svært ved at overkomme de sidste år. Kroppen er ved at være slidt, men ikke så meget, at en førtidspension bliver bevilget.
Men i så fald skal de, der fortsætter i endnu flere år og ikke vælger den tidlige pension, have en anerkendelse i form af nedsat skat.
Bjarne, der fortsætter med at møde ind hver dag, som han har gjort i 42 år eller mere, skal mærke, at vi andre sætter pris på hans indsats. Han skal have en skatterabat på 2.500 kroner om måneden.
Derfor går vi til forhandlingerne med et krav om, at hvis vi skal bruge 3 milliarder kroner på tidlig pension til Arne, skal der også afsættes 3 milliarder til lavere skat til Bjarne, der arbejder videre.
Regeringen er optaget af retfærdighed. Det er vi også. Den går begge veje.
Retten til pension til Arne skal følges af skatterabat til Bjarne.
Det er både retfærdigt og godt for samfundet. Bjarne arbejder mere, bidrager til samfundsøkonomien, holder produktionen oppe i stedet for at vælge det tidlige otium.
Lavere skat er godt for den enkelte. Det er også godt for os andre, fordi alle arbejdstimer bidrager til velstanden i samfundet.
Og et samfund, der belønner flid og arbejdsomhed, vil alt andet lige, blive et bedre og rigere samfund for alle. Det er den gode borgerlige latin, vi abonnerer på i Nye Borgerlige.
Kærlig hilsen
Pernille Vermund
