Hellere ordnede forhold med tryghed og regler end et virvar af piratfester med stor risiko for spredning af corona-smitte.

Det er mit budskab i dag til de andre partier i Folketinget, og det var præcis det samme, jeg sagde bag de lukkede døre, da vi for et par uger siden forhandlede om genåbningen.

Vi kender til erfaringerne fra Finland og Norge, hvor myndighederne har tilladt at diskoteker og spillesteder åbner med restriktioner, som sikrer ordentlig hygiejne, registrering af gæsterne og obligatorisk bordservering.

Det nytter ikke noget at fastholde et forbud mod at de unge fester, når man ikke kan håndhæve det. Vi kan ikke pålægge politiet at bruge ressourcer på at opspore og afbryde fester, der holdes alle mulige steder privat og på offentlig grund.

Det er politikernes opgave at indrette reglerne for at undgå smittespredning fornuftigt og på en måde, der kan kontrolleres. Det kan det i nattelivet på diskoteker og spillesteder, hvor der er restauratører, der står til ansvar for forholdene.

Det ville de andre partier desværre ikke høre på, da vi forhandlede om det. De valgte at holde feststederne tvangslukkede ind til videre med det resultat, vi kan se nu: De unge fester og danser andre steder under ukontrollerede forhold.

TV2 har fortalt om såkaldte ’piratfester’, og politiet modtager massevis af støjklager fra naboer, der er utilfredse med, at nattelivet er flyttet ud i baghaverne, gårdmiljøerne og sidegaderne.
Det er ikke fornuftigt. Den fortsatte nedlukning risikerer dermed at skade mere end den gavner.

Vi må erkende, at vi kommer til at skulle leve med Corona i lang tid. Vi skal lære at få os et så normalt liv som muligt, mens vi venter på en vaccine.

De gamle og svage skal beskyttes, men det kan vi ikke gøre ved at lukke ned for ungdommen. Min opfordring er derfor: Lad os holde hovedet koldt, ikke lade os overvælde af frygt og vælge de rigtige løsninger så tæt på hverdagslivet som muligt.