Slaget om forsvarets indretning skal slås om ikke så længe.

Det er en politisk virkelighed, at Forsvaret skal styrkes markant, om end det sker med en ubegribelig lang tidshorisont. Faktisk så lang, at man med rette kan kalde det uansvarligt.

Fejlen fra sidste forlig er ved at gentage sig, da man først i de døende minutter af sidste forligsperiode lod budgettet stige. Dermed fjernede man muligheden for at lave de nødvendig materielindkøb, personelændringer og udvidelse af kapaciteter.

Ingen arme ingen kager, med andre ord.

Når vi langt om længe skal tage fat på diskussionen om forsvaret og hvad det skal kunne, bør det ske i det åbne offentlige rum. Som i Norge og Sverige hvor de respektive forsvarschefer offentligt diskuterer hvad deres rolle er i samfundet.

Der har man en fri og åben debat, hvor politiske ønsker understøttes af en faglig og sober diskussion om de kapaciteter, der kræves for at opnå målet.

Mens vi kan hente inspiration i de to nævnte lande til formen, kan vi kigge til Finland for at se hvilken effekt, det er muligt at opnå for et, med al respekt, begrænset forsvarsbudget.

Finlands forsvar bygger på værnepligt

Finlands forsvar bygger i vid udstrækning på værnepligt, en ordning der i nogen kredse virker oldnordisk, men som reelt er den eneste model for et forsvar, der kan foldes ud og skaleres i tilfælde af konflikt. Ren værnepligt virker dog ikke.

Forsvaret skal baseres på en kerne af stående professionelle soldater, der er grundstammen i reaktionsstyrkeenheder og kernen i den uddannelsesindsats, der løbende skal sikre en stabil tilførsel af reservister til mobiliseringsenhederne.

Værnepligten skal samtidig være en pligt, der omfatter alle uanset køn. Selvom der ikke er brug for samtlige våbenføre mænd og kvinder i de kommende årgange, bør det være en selvfølge, at alle står foran tromlen og trækker et nummer.

I praksis vil der givetvis være flere frivillige, end Forsvaret nødvendigvis behøver uddanne, men det er ikke nødvendigvis en blivende tilstand.

Tilmeld dig militærbloggens nyhedsbrev
Værnepligten sikrer rekrutteringen

Gennem uddannelse af soldater i 90´erne og 00´erne har jeg ofte stået med værnepligtige, der absolut ikke fandt det rimeligt at skulle tilbringe 9 måneder af deres tid i uniform.

Mange havde set frem til at afløse uddannelsestiden med et job, og tiden bag et let maskingevær eller bag rattet i en pansret mandskabsvogn var ikke lige lykken.

På bagkant af uddannelsen blev historien ofte en anden.

En del blev i Forsvaret som fastansatte, nogen søgte reserveuddannelserne som supplement til deres eksisterende uddannelser og andre tog en tur til Balkan.

Værnepligten fungerede som en rekrutteringsplatform og hentede en række af de dygtige menige, befalingsmænd og officerer, jeg er stødt på gennem tiden i Forsvaret.

Folk, som næppe havde valgt uniformen, hvis de ikke havde været igennem deres værnepligtstid.

Gør værnepligten tidssvarende

Værnepligten skal være tidssvarende, uddannelsen skal rettes mod en konkret funktion, og faciliteterne til rådighed skal være moderne og tilstrækkelige. Længden på uddannelserne skal nok ende på 9-12 måneder, afhængig af funktion, da de basale færdigheder alene tager 3-4måneder at lære.

Et markant øget indtag af værnepligtige til de enheder, man beslutter sig for at oprette, vil kræve plads, plads der er forsvundet gennem konstante frasalg af kaserner og øvelsesområder.

Vi kan ikke få skubbet det nødvendige antal nye hoveder i forsvaret igennem en ordentlig uddannelse på de eksisterende arealer. Det vil derfor blive nødvendigt at kigge på nye områder, der kan anvendes til forsvarsformål.

Personellet er den vigtigste ressource

Måske skal der købes arealer ved Esbjerg lufthavn og etableres enheder der, måske kunne man finde noget jord på Langeland, Lolland, Falster eller Fyn, så forsvaret geografisk får en bred forankring.

Uanset hvordan man ender med at udvide forsvarets arealer, må der ikke gå sognerådspolitik i forsvarsdebatten. Så ender vi bare med et felthospital på Anholt eller det, der er værre.

Værnepligten er forudsætningen for et robust forsvar. Fundamentet til en ny værnepligtsstruktur skal være de stående enheder, der skal tilføres de relevante midler for både at kunne fungere i reaktionsrollen og som fyrtårnene i uddannelsesenhederne.

Personellet er forsvarets vigtigste ressource.

Mange hilsner

Klaus Kroll, tidligere efteretningsofficer

Få den næste militærblog i din indbakke