Som medlem af Nye Borgerlige er udlændingepolitik og truslen fra særligt islamismen selvsagt et stort emne.

En ideologi, der truer både frihed, fornuft, tryghed og velstand. En åbenbar og markant trussel mod – ikke bare sikkerheden – men danskheden i det hele taget.

Men Islamismen er efterhånden ikke alene om at udgøre en indenrigs trussel mod vores samfund, frihed og fælles levevis.

Også woke-ideologien er efterhånden vokset til en størrelse, hvor den udgør en reel trussel mod vores samfund.

Woke viderefører tankegods fra 1960’ernes kulturelle marxisme – og ønsker at genindføre raceadskillelse, kønsdiskrimination & totalitær statsdannelse i en kamp mod ytringsfrihed, meritokrati & videnskab.

Woke vil kontrollere samtalen mellem mennesker – og gennemtvinge forandringer ved hjælp af uærlighed og udskamning af anderledes tænkende.

I Woke-ismen reduceres mennesker fra individer til kun at være defineret ved deres køn, seksualitet, hudfarve eller handicap.

Presset på landets forskere og universitetsledelser er stigende, når de konstant udsættes for krav fra WOKE-fraktionerne.

  • Sprog, historie, kunst, musik & litteratur bør ifølge woke-ideologien alle renses for ord, elementer & symboler, der afslører og udfordrer idéens bærende grundsøjler.
  • Børn kræves indoktrineret med syndsbegreber, der alene knytter an til medfødte og biologiske karakteristika.
  • Individer reduceres til stereotype, ansigtsløse medlemmer af et kollektiv – og kvaliteten af dit bidrag måles og bedømmes på baggrund af din gruppeidentitet.

Danske uddannelser og kulturinstitutioner står ved en skillevej.

De skal vælge, om de vil give efter for krav fra de venstreorienterede organisationer og blive WOKE, eller om de vil forsvare det fundament, de er bygget på.

Jeg og Nye Borgerlige ønsker derfor at deltage aktivt i kampen for den frie tanke og derfor bekæmpe wokeismen.

Vi foreslår blandt andet at indføre Chicago-principperne, der skal sikre ytrings- og undervisningsfrihed.

Det skal fremover være en betingelse for at drive eksempelvis universitet i Danmark, at bestyrelse og ledelse skriver under på at ville overholde disse principper.